13-årig cyklede ud foran bil: Kørt på hospitalet med fuld udrykning
Foto: TV2/Nord
En 41-årig kvinde havde ingen mulighed for at undvige, da en 13-årig dreng kørte lige ud foran hende på sin cykel.
En 13-årig dreng blev mandag morgen omkring klokken 7.45 påkørt af en bil på Røde Hedevej mellem Aabybro og Kaas.
Drengen kørte direkte fra udkørslen ved sit hjem og ud foran bilen, der blev ført af en 41-årig kvinde. Kvinden kom ved uheldet ikke noget til, men er ifølge vagtchef ved Nordjyllands Politi Bruno Brix, naturligvis chokeret.
Omfanget af de skader den 13-årige dreng pådrog sig, kender vagtchefen ikke, men han oplyser, at man efter uheldet kørte ham til Aalborg Universitetshospital med fuld udrykning.