130.000 så forårskåde køer danse
Øko-dagen var en festdag for både køer, landmand og publikum.
Flyverdragten er lynet og huen sat på. Trods den lidt røde næse og de kolde fingre, så er begejstringen ikke til at skjule hos lille Jens Peter Eberhardt Lund.
I dag skal han nemlig med sin mor og bedstemor ud for at se de økologiske køer blive sluppet fri.
- Jeg har glædet mig meget, siger han.
Denne søndag bliver defineret som forårets helt store festdag. For første gang siden corona brød ud, kan Økologisk Landsforening, sammen med mejerierne og de økologiske mælkeproducenter, nemlig invitere publikum til en fysisk ’Øko-dag’.
Dansk dyrevelfærd
Dagen er til for at sætte fokus på dyrevelfærd. Derfor kan interesserede få lov til at se de mange øko-køer komme på græs. Ligesom Peter Eberhardt Lund, så er køerne på Flemming Birk Nielsens gård også spændte på den store dag.
- Alle køer står op. De ved nemlig godt, at der er noget i gære, fortæller den økologiske landmand, Flemming Birk Nielsen.
Lille Jens Peter Eberhardt Lund er ikke den eneste, der er spændt på søndagens begivenhed. Som noget nyt har man i år skullet booke billet for at se køerne løbe på græs, og det har 130.000 danskere gjort.
I alt har 1.500 personer booket billet til at besøge Flemming Birk Nielsens gård. Og selvom det lyder af mange, så regner han med, at der kommer flere.
- Jeg vil skyde på, at der kommer omkring 2000 folk og kigger, siger han.
Stor interesse
Selvom den økologiske gård ligger lidt udenfor Tranum, så er der også kommet besøgende langvejs fra. En af dem er Cilius Bræmer. Han er kommet med sin familie hele vejen fra Sjælland.
- Mine forældre synes, det var godt at komme ud og se på nogle køer og se, hvordan de bliver malket, siger han.
Spændingen hos både Jens Peter Eberhardt Lund og køerne er ved at blive udløst. Efter at have stået klar på startrampen i flere timer, bliver køerne endelig lukket ud. Det sker under nøje overvågning af Flemming Birk Nielsen.
- Det her har køerne ventet på hele dagen. Det er herligt at se alle de glade mennesker. Vi vil jo gerne vise, at det er noget, vi gør i landbruget. For vi er lidt stolte af det, siger landmanden med et stort smil og fortsætter:
- Det har helt klart været en succes.