50 ture i træk: Er du Fårups næste rekordholder?

Fårup Sommerland afholder snart deres første rekorddag, hvor der skal findes i alt fem officielle rekordholdere.

Hvis du er en af dem, der altid råber på ekstra tur, når turen er slut i Fårup Sommerlands forlystelser, så skal du spidse ører. 

For nu har du chancen for at få alle de ekstrature, du overhovedet kan klare.

Fårup Sommerland holder nemlig snart deres første rekorddag, hvor der skal findes fem officielle rekordholdere. En til hver af de fem store forlystelser i parken. Det drejer sig om Falken, Fønix, Orkanen, Lynet og Saven.

Minimum 50 ture i Danmarks største, højeste og hurtigste rutschebane

Det handler altså om at afprøve parkens gæsters evne til at udholde de mange G-påvirkninger, forlystelserne giver. Særligt den nye forlystelse Fønix, der er Danmarks største, højeste og hurtigste rutschebane. Under en enkelt tur i Fønixen bliver man udsat for hele 4,2 G.

Og hvis du tror, du kan holde til minimum 50 ture i den eller en af de fire andre forlystelser, så har du altså nu en enestående mulighed for at få lov til at prøve lige netop det.

- Vi har haft rigtig mange uofficielle rekordholdere, men nu vil vi gerne gøre det til en tilbagevendende begivenhed, hvor man kan få lov til at sætte en officiel rekord, siger Rasmus Mortensen. 

Han er kommerciel chef i Fårup Sommerland. 

- Helt grundlæggende synes vi, det er sjovt, at der er en konkurrence om, hvem der kan tage flest ture, siger han.

Morten Rasmussen håber, at rekorddagen bliver en tilbagevendende begivenhed, som mange gæster vil se frem til.
Morten Rasmussen håber, at rekorddagen bliver en tilbagevendende begivenhed, som mange gæster vil se frem til.
Foto: Fårup Sommerland

Rift om få pladser

Men skal det være dig, der får lov til at prøve kræfter med de store forlystelser igen og igen, så skal du være en smule heldig. For over 500 personer har allerede tilmeldt sig lodtrækningen om at blive en af de ti, der får lov at kæmpe om rekorderne.

- Vi gør jo ikke det her, for at skabe større omsætning. Der er jo kun ti personer, der er med i konkurrencen. Men vi gør det, fordi vi tror, det vil skabe noget liv på en af de dage, hvor vi ved, at vi formentlig ikke får så mange gæster, siger Rasmus Mortensen. 

Han fortæller, at der skal hænge et diplom ved hver forlystelse, så alle, der skal stå i kø, kan se, hvor mange ture, rekorden er på.

- Så vi håber, at det bliver en sjov ting, som vores gæster kommer til at snakke om hele sommeren, siger han.

Her kan du se dele af turen i den nye Fønix.

50 ture er ganske ufarligt

Det er dog ikke småting, deltagerne skal udsættes for. De skal nemlig minimum op på 50 ture, før de kan blive kåret som den officielle rekordholder. 

Og selvom det betyder en stor G-påvirkning gentagende gange, så er det ikke farligt.

- Det er ikke noget, der som sådan er farligt, men man kan naturligvis godt blive køresyg af de mange ture. Men vi har naturligvis førstehjælpere, der hurtigt kan rykke ud, hvis nogle skulle blive dårlige. 

Så nu er scenen altså sat, til at rekorderne kan blive skabt. 

- Vi håber, vi får nogle fede rekorder. Vi ved, at vi har nogle gæster, som elsker at få så mange ekstrature som muligt. Så vi satser på, at vi får nogle rekorder, der bliver svære at slå.

Der er frist for tilmeldingen 31. maj, og to dage efter får de ti deltagere direkte besked. Rekorddagen bliver afholdt den 10. juni. 


Seneste nyt

fra Nordjylland