87-årige Anna troede ikke, at hun kunne klare sig selv: En app satte hjemmehjælpen for døren
Digitalt træningstilbud skal genoptræne borgere, så de ikke behøver hjælp i eget hjem.
Efter et længere hospitalsophold tvivlede Anna Kathrine Jensen på, om hun var i stand til at klare sig selv.
- Jeg kunne faktisk næsten ingenting, men havde en god mand til hjælpe mig, fortæller hun.
Hun er en af de 122 borgere i Jammerbugt Kommune, der har modtaget digitalt støttet træning i løbet af det sidste år.
- Det udviklede sig bedre og bedre, for hver dag der gik, det er helt sikkert, jeg kan meget mere fysisk nu, siger hun.
Se hele indslaget her:
Stor motivation til at klare sig selv
Karina Rye er en af de tre hjemmetrænere, der er tilknyttet kommunens tilbud, og med enkle øvelser tilpasset efter den enkelte borger, kan man komme virkelig langt.
Foruden en bedre fysik, så er det også tanker om at være uafhængig af andre mennesker ved noget, vi andre tager for givet - eksempelvis ved et toiletbesøg - der driver borgerne.
-Det er jo rigtig vigtigt for dem, og det er jo en stor motivation for dem for at lave de her øvelser. Så de kan komme til at klare det selv, forklarer hun.
Et skridt på vejen
Træningsforløbet foregår med basis i en app, og skal med enkle øvelser hjælpe borgere tilbage til at være så selvhjulpne som muligt.
Det er nødvendigt at finde nye løsninger, hvis Jammerbugt Kommune skal kunne fortsætte med at tilbyde ældrepleje, der matcher det demografiske pres og de økonomiske og rekrutteringsmæssige udfordringer.
- Vi står jo overfor et konkret problem, de medarbejdere, som vi skal bruge, er der ikke i det omfang, som vi har behov for, fortæller sundheds- og velfærdschef i Jammerbugt Kommune, Henrik Ravn.
Anna Kathrine Jensen understreger, at hele forløbet har været et vendepunkt for hende, for det gjorde det muligt at klare sig selv og fortsætte sin aktive livsstil sammen med sin mand.
- Det har haft så stor betydning, at jeg vil anbefale alle at tage imod træningen for deres egen skyld, unge mennesker også, lyder det begejstret.
Digitalt støttet træning:
Foregår med basis i en app fra virksomheden DigiRehab
Forløbet består af en screening og et skræddersyet program med to ugentlige trænings-sessions i 12 uger. Hver fjerde uge justeres programmet. Indimellem træner borgere selv.
Jammerbugt Kommune har indført træningstilbuddet ved at uddanne tre social- og sundhedsmedarbejdere til digitale trænere, som besøger de borgere, der siger ja til et forløb.
I Jammerbugt Kommune gennemførte 122 borgere træningsforløbet i 2023. 88 af dem (72 procent) fastholdt eller reducerede deres behov for hjælp fra hjemmeplejen. Det er en stor forbedring i forhold til det gennemsnit på 53 timers ekstra behov for hjælp pr. år, som ellers er normalen ifølge tal fra de seneste år.
I alt svarer det mindskede behov for hjælp i 2023 til cirka 10 fuldtidsstillinger.
De frigjorte ressourcer er medvirkende til, at hjemmeplejen kan løse opgaverne samtidig med et stigende antal borgere, der har behov for hjælp og støtte.
Kilde: Jammerbugt Kommune