Anette græd, da Aalborg Håndbold spillede sig i finalen - nu har hun arrangeret storskærmsarrangement
Det er ikke kun i den tyske by Köln, at håndboldfeberen søndag er på sit højeste.
Også i Nordjylland raser den, og der gik ikke længe efter slutfløjtet i den højdramatiske kamp mellem Aalborg Håndbold og Magdeburg, inden Anette Sloth Andersen gik i gang med at arrangere et storskærmsarrangement i DGI Huset i Aabybro.
- Jeg vil sige, at der nok var gået tre minutter, så skrev jeg til Anders (direktør i DGI Huset, red.), som er med på den værste, og han var klar lige fra starten af, fortæller Anette Sloth Andersen, der er medlem, spiller, træner og eventansvarlig i Aabybro Håndboldklub.
Og det krævede da heller ikke megen overvejelse hos DGI-husets direktør, Anders Christensen, inden han sagde ja.
- Hun skrev til mig, at hun godt vidste, det var en tosset ide, men nu er jeg altså ret vild med tossede ideer, og den her synes jeg var ret oplagt, siger Anders Christiansen.
DGI-Huset i Aabybro lægger også lokaler til EP-valget, og der er da også en enkelt eller to valgtilforordnede, som har luftet ideen om lige at kigge ind under aftenens finale i Champions League.
- Stefan fortjener det
Selv fangede Anette Sloth Andersen den dramatiske semifinale mellem Aalborg Håndbold og Magdeburg hjemme i sofaen.
- Jeg sad sammen med fire andre og råbte og skreg. Og jeg tudede, da de vandt, fortæller den eventansvarlige.
Det er for Mikkel Hansen den sidste kamp, som han kommer til at spille for Aalborg Håndbold, men det er også sidste kamp for træner Stefan Madsen, som Anette Sloth Andersen selv har haft som træner.
- Jeg har et blødt hjerte for Stefan Madsen, det er nok noget af det sidste, han skal være med til. Han har om nogen fortjent, at det slutter med en sejr.
Men det bliver måske ikke så nemt at få en sejr over mægtige Barcelona, som Aalborg Håndbold har spillet mod ti gange - og tabt til alle ti gange. Kiel fik lørdag en regulær nedsabling af FC Barcelona, som de tabte til 18-30.
Men skulle Aalborg Håndbold vinde kampen over mægtige Barcelona, er Anette Sloth Andersen ikke i tvivl om, hvad det betyder for storklubben.
- Vi kommer endnu mere på landkortet, end vi er i forvejen. Så kan det godt være, at der er nogen, der har ondt i røven over de penge, klubben bruger, men de har råd til det, og de laver nogle fede arrangementer og folk får en fed oplevelse, siger Anette Sloth Andersen.
Storskærmsarrangementet løber af stablen klokken 17 i DGI Huset i Aabybro.