Borgmester vil forlange flere lokale på 1. divisionshold

Fem nordjyske spillere er alt 1. divisionsklubben Jammerbugt FC har på holdkortet for denne sæson, og det er ikke godt nok, mener borgmester Mogens C. Gade.

Det er langt fra rent og skært vendelbomål, der bliver snakket til træning og kamp i Jammerbugt FC.

1. divisionsklubbens 26 mand store førsteholdstrup råder lige nu kun over fem nordjyske spillere. Siden klubben blev overtaget af tyske ejere, er flere og flere udenlandske spillere kommet til klubben. Antallet af spillere fra Jammerbugt er endnu lavere end de fem spillere med nordjysk tilknytning, og det mener kommunens borgmester ikke er i orden.

- Vi er nødt til at give ham (Klaus-Dieter Müller, ejer af Jammerbugt FC, red.) forholdsvis frie hænder til at udøve den opgave, og det er i øvrigt også det, vi har besluttet i kommunalbestyrelsen, at det blander vi os ikke i, siger Mogens Christen Gade (V) og fortsætter:

- Men der er ingen tvivl om, at fremadrettet vil vi blande os i, at der er et lokalt islæt i Jammerbugt FC i langt højere grad, end det vi ser i dag, siger Mogens Christen Gade (V), der er borgmester i Jammerbugt Kommune.

Vil forlange flere lokale

Det nordjyske 1. divisionshold kæmper lige nu om at blive i landets næstbedste række, og her har klubbens ejer og træner vurderet, at de nye udenlandske spillere fra Europa og Afrika er dem, der kan klare opgaven med at holde klubben i 1. division.

Men i Jammerbugt Kommune, som har lavet en markedsføringsaftale med Jammerbugt FC, der er 200.000 kroner værd, mener borgmesteren, at klubben skal fokusere på, at lokale spillere er en del af førsteholdstruppen.

- Hvis vi igen skal ind og lave en markedsføringsaftale, så skal det selvfølgelig skrives ind. Vi skal ikke sætte holdet i kommunalbestyrelsen, det kommer vi ikke til. Men vi vil sørge for, at der skal være nogle lokale spillere i truppen, siger Mogens Christen Gade.

Kan I godt sørge for det?

- Det kan vi på samme måde som vi gør det med Nordjysk Elite Speedway, der har vi også forlangt, at der er lokale kørere med, så det kommer vi også til at forlange her omkring spillertruppen, svarer Mogens Christen Gade.

Møde om fremtiden

Onsdag har Jammerbugt Kommune og Jammerbugt FC’s ejer et møde, hvor de skal drøfte fremtidens samarbejde mellem kommunen og klubben, og her har Jammerbugt Kommune et ønske øverst for fremtiden for 1. divisionsklubben.

- Jammerbugt Kommune er en lokalforankret kommune, og det skal vi også være, når vi snakker fodbold, siger Mogens Christen Gade.

Klubbens tyske ejer har for kort tid siden givet et interview til TV2 Nord, hvor han forklarer, at klubben har tilbudt flere danske spillere en kontrakt i den nordjyske fodboldklub, men at klubben ikke har kunnet møde spillernes lønkrav. Følg med her på hjemmesiden for mere.

Borgere bakker op

For borgerne i lokalområdet, som TV2 Nord har talt med, er lokal repræsentation vigtig.

- Jeg synes, det betyder meget, at det er lokale, der er med på holdet. Det er ikke lokalt, når det er sådan her.

For andre betyder talentdyrkelsen også noget. 

- Det vil da være det allerbedste i stedet for alle de udlændinge, som der er her i Jammerbugt, hvor det stillede med 11 spillere forleden, og det var ene udlændinge.

- Vi har så stort et lokalt område, vi burde kunne samle nogle. Det er lidt kedeligt, for der går jo mange unge rundt, som måske godt kunne have fået en chance.


Seneste nyt

fra Nordjylland