Brand i rendegraver slukket med slamsuger
Foto: Per Frank Paulsen (Arkivfoto)
En chauffør i en slamsuger reagerede hurtigt, da der opstod brand i maskinrummet på en rendegraver i Hjortdal.
Da Nordjyllands Beredskab i Jammerbugt kort før klokken 10 søndag formiddag blev kaldt ud til en brand, lød meldingen i første omgang på, at en villa stod i flammer.
Det viste sig dog at være noget mere fredeligt, da beredskabet ankom. Her kunne de konstatere, at det var en rendegraver, der brændte – og at en chauffør i en slamsuger allerede var gået i gang med at udføre beredskabets arbejde. Han forsøgte at slukke branden med vand fra spuletanken i slamsugeren.
- Det var smart tænkt, og det skal han have ros for, siger Dennis Møller Jensen, der er indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab i Jammerbugt.
Den snarrådige indsats betød, at branden var blevet dæmpet så meget, at brandfolkene med det samme kunne gå i gang med efterslukningen.
Branden var opstået i rendegraverens maskinrum, og til at begynde med havde chaufføren i rendegraveren ikke anet uråd. Han blev dog stoppet af en bagvedkørende, som havde opdaget flammerne.
- Han hoppede hurtigt ud, så der har ikke været nogen fare ved branden, siger indsatslederen.
Rendegraveren er så medtaget, at den skal bugseres fra stedet senere søndag.