Campingvogn stod i flammer, da beredskabet dukkede op
Ejeren af campingvognen var ikke hjemme.
Nordjyllands Beredskab rykkede klokken 12.43 ud til en brand i Aabybro.
Det var en campingvogn, som stod i flammer.
- Campingvognen stod en meter fra huset, og da vi kom var den i lys lue, så vi skyndte og selvfølgelig at få det slukket, fortæller indsatsleder på stedet Per Hansen.
Ingen hjemme
Huset kom ikke noget til, dog kunne man ikke sige det samme om den nærtstående hæk, der blev forbrændt.
- Campingvognen er helt brændt ud, så der er ikke meget campingvogn tilbage, fortæller indsatslederen.
Det var en forbigående der opdagede branden, som på daværende tidspunkt ikke var stor.
- Personen opdagede ild nede omkring hjulet, hvor der er en el-installation, fortæller Per Hansen, der også peger på installation som mulig årsag til branden.
Familien, som ejer campingvognen er på ferie, derfor var det naboen og sønnen, der tog imod beredskabet.
Der er derfor ikke sket nogle personskader - blot materielle skader.
Indsatslederen er på nuværende tidspunkt stadig på adressen.
- Vi er igang med efterslukningen, som tager mellem 15-20 minutter. Vi gør det for at være sikre, da en campingvogn kan brande rigtig godt, så vi lader den køle af, og så får den endnu en tur med vandslangen, og så forlader vi stedet, pointerer Per Hansen.