I midten af januar 2015 blev Glenn og Mai Hegaards liv vendt på hovedet - to gange. I løbet af den samme uge fik de nemlig både at vide, at de ventede deres første barn og at Glenn var uhelbredeligt syge med kræft.

Ovenpå den besked besluttede parret at starte indsamlingen Jægere mod Cancer, der skulle samle penge ind til Kræftens Bekæmpelse, og indsamlingen har for kort tid siden rundet 500.000 kroner. Det nåede Glenn bare ikke at opleve.

Han nåede heldigvis at opleve masser af livsbekræftende og skelsættende begivenheder, som nu lever videre i Mai og hans søn Bertram. En søn som han, trods sygdommen så komme til verden.

- Det er helt fantastisk. Man bliver helt øm i hjertet. Det er fantastisk, at det er gået i opfyldelse, men som menneske vil mere have mere. Nu ser jeg jo pludselig frem mod juletræ og julegaver med de par mennesker her, sagde Glenn i en af de tidligere udsendelser TV2 Nord har lavet om ham, Mai deres fælles liv og indsamlingen Jægere mod Cancer.

Og også julen fik han med. 2015 blev til 2016 og sygdommen lurede hele tiden i baggrunden. Glenn havde svært ved at sove om natten og i april gik det den forkerte vej.

- Den sidste måned var rigtig hård, fordi han blev så dårlig. Han var så dårlig, at han heller ikke kunne sidde med i Jægere mod Cancer, han var mest i sengen. Og når han så havde kræfter, var han oppe for at få noget at spise. Han forsøgte at holde humøret højt og tænke på alt det positive, selvom det er svært at tænke positivt, når man ved hvilken vej det går, fortæller Mai Hegaard om den sidste tid, der sluttede den natten til den 30. april 2016.

- Glenn havde sovet igennem om natten. Hele natten havde han sovet, og det havde han ikke gjort i mange nætter indtil da. Der var nok faktisk gået et år, hvor han ikke rigtig havde kunnet sove om natten. Så efter en hel nats søvn vågnede han op, var frisk, og havde ingen former for smerter. Han følte, at han havde overskud og energi. Han var så glad og godt tilpas og sagde flere gange, at han følte, der var noget, der løftede ham. Han spurgte mig flere gange, om jeg troede, det var hans nye smertestillende medicin. Det kunne jeg jo ikek svare på udover at jeg kunne håbe.

- Glenn og jeg havde lavet en to-do liste over ting han gerne ville nå, inden han skulle herfra, og den blev han færdig med den dag, så det high fivede vi på ude i køkkenet. Aftenen blev sluttet af med at Bertram lige skulle vise, at han kunne krybe henover gulvet og sige en anden lyd end han plejede, fortæller Mai Hegaard videre.

- Da vi så gik i seng, vi sov inde i stuen, sagde Glenn til mig, at han håbede, han kunne få en dag ligesådan imorgen. Bare en dag uden smerter og med overskud. Det kunne vi begge to bare håbe på, men det blev så ikke.

I dag ligger Glenn Hegaard begravet nær parrets hjem i Saltum, og Mai kan sammen med sønnen Bertram besøge ham ofte.

- Det er dejligt, at han er så tæt på, og det er nemt lige at smutte ind og se at alt er, som det skal være dernede, lige sige hej eller bare stå der lidt. Det betyder rigtig meget, siger Mai Hegaard, der i dag er begyndt at arbejde efter endt barsel, ligesom hun har alle de praktiske ting at tage sig af på ejendommen sammen med Bertram og Jægere mod Cancer.

- Jeg får ro i sindet af det. Elsker det, nyder det. Og så skal Bertram jo med ud og lære det. Så snart han er gammel nok og synes, det er sjovt, skal han jo også med ud og slå græs på havetraktoren og hjælpe med de forskellige gøremål.

Den 29. april om aftenen udviklede den gode, smertefri dag for Glenn sig til den sidste smertefulde kamp mod sygdommen. En kamp han ville ende med at tabe.

- Efter vi var kommet i seng og havde lagt os til at sove, gik der en halv time og så prikkede Glenn til mig og sagde at han havde fået det dårligt og følte, han skulle kaste op. Jeg ville finde en spand til ham, men det sagde han at jeg skulle ikke. Så gik der et minut, og så måtte jeg godt finde den alligevel, og da jeg kom med den, og han kastede op, var det rent blod.

- Vi fik ringet 112 og Glenn blev ved med at kaste blod op og blev mere og mere dårlig. Der var ikke så meget andet, jeg kunne gøre, end at være der for ham og vente på at ambulancen kom. Først snakkede vi om, at han blev ved med at have det dårligt, og så sagde han på et tidspunkt, at han var bange. Så sagde jeg til ham, at det var jeg også, men vi skulle nok klare det og der kom nogen og hjalp os. Glenn sad bare og hang til sidst, men fik alligevel sagt, at han elskede mig for evigt.

- Det synes jeg var vildt, at han kunne. Så kom han ned og ligge og ambulancen kom. Jeg sagde til ham, at jeg skulle vente til jeg kom. Og da jeg så kørte ind til sygehuset, var jeg bange for, at jeg ikke nåede det, men jeg nåede det. Han var ikke længere ved bevidsthed, men han var der stadig, og det var tydeligt, at han ventede på mig. Så gik der 5-10 minutter, så var han væk og havde fået fred.

Du kan se hele indslaget om Glenn Hegaards sidste tid fortalt af hans hustru Mai over artiklen. Herunder kan du se de tre foregående indslag om parret.