Erhvervsforening scanner turisters nummerplader: - Bare rolig! Det er ikke overvågning
Lokal erhvervsforening i Blokhus opsætter apparat til at scanne turisters nummerplade. Målet er at få flere turister til byen.
Næste gang, du besøger Blokhus i bil, bliver din nummerplade scannet, inden du kører ind i byen. Jammerbugt Kommune og Erhvervsforeningen garanterer, at der ikke er tale om overvågning. Tiltaget er derimod blot et værktøj til bedre markedsføring i fremtiden, lyder det.
Den lokale Erhvervsforening håber, at investeringen giver svar på et vigtigt spørgsmål:
- Virker vores markedsføring, hvis vi nu markedsfører os i andre dele af Danmark eller i Tyskland, Norge, Sverige eller Holland. Giver det noget effekt, siger John Andersen fra Erhvervsforeningen Destination Blokhus.
Erhvervsforeningen har betalt udstyret, og Jammerbugt Kommune støtter projektet. Turismen er allerede i dag kommunens vigtigste indtægtskilde.
- Turisme betyder utroligt meget for Jammerbugt Kommune. Det er vores vigtigste erhverv og står for ca. 20 procent af samfundsøkonomien, siger borgmester i Jammerbugt Mogens Christen Gade (V)
Fremover vil scanneren give svar på, hvor mange biler der kommer til Blokhus - og altså også hvor de kommer fra. Det er de eneste oplysninger, som systemet giver, lover Erhvervsforeningen.
- Vi er ikke meget for overvågning vi danskere. Det bryder vi os ikke om, men bare rolig, der ligger ikke noget overvågning i det.
Om man har konen eller kæresten med i bilen, kan vi slet ikke se. Det er udelukkende anonymiserede data, der bliver brugt. Der bliver hverken taget billeder af bilen eller nummerpladen som sådan, siger John Andersen.
For Jammerbugt Kommune er den nye scanner blot det seneste eksempel på, at turismeerhvervet er blevet langt mere professionelt end tidligere.
- Vi bliver bedre og bedre til at finde ud af, hvor markedet er, hvor skal vi bruge vores markedsføringspenge og endvidere hvor vi skal markedsføre os, siger Mogens Christen Gade.
Så længe nummerpladescanningerne er anonyme, skræmmer de ikke Carsten Ebbesen, der bor i Vejle og er på ferie i Blokhus.
- Jeg synes, at det er helt ok. Jeg laver ikke noget forkert, så det er fint for mig. Det kan også være, de kan bruge det til noget statistik på en eller anden måde, siger han.
Ifølge en ekspert er elektronisk overvågning et fænomen, der vokser og er kommet for at blive, og selvom en nummerpladescanner virker harmløs, skal man alligevel være på vagt.
- Det er som små brikker i et puslespil. En enkelt brik, som en scanner, er ikke skræmmende i sig selv, men når man samler alle brikker og kan lave meget præcise billeder af os, så synes jeg, at det er skræmmende, og det skal vi forholde os til, siger Jens Myrup Pedersen, der er professor hos Institut for Elektroniske Systemer på Aalborg Universitet.
Turisterhvervet i Jammerbugt og de nordlige nabokommuner har været i voldsom vækst de seneste år. Ifølge Mogens Christen Gade skyldes det brugen af den nyeste viden og teknologi.
- Nordvestkysten, som består af Hjørring, Jammerbugt, Thisted, Lemvig og Holstebro, er nu den næststørste turistdestination i Danmark. Hvem skulle have troet det for få år siden, siger Mogens Gade retorisk.
Video: Hør det fulde interview med Jens Myrup Pedersen, der er professor i Institut for Elektroniske Systemer på Aalborg Universitet: