Foto: Fårup Sommerland

Fårup Sommerland sænker billetprisen for at redde sæsonen

Besøgende kan i den kommende tid spare op mod halvdelen af billetprisen i Fårup Sommerland. Parken sænker prisen i et forsøg på at redde sæsonen.

Coronapandemiens konsekvenser kan virkelig mærkes i Fårup Sommerland. Normalt kan forlystelsesparken prale med op mod 600.000 besøgende hver sæson, men coronavirus får denne sæsons resultater til at se meget anderledes ud.

Fårup Sommerland blev tvunget til at udskyde sæsonåbningen og da portene så endelig kunne slås op var det med krav om afstand mellem gæsterne og mundbind i de vildeste af parkens forlystelser. Dertil kommer en kombination af ustadigt sommervejr og den sommerpakke, der skulle få danskerne til at komme ud i sommerlandet og sparke gang økonomien. Sommerpakken har nemlig ikke tilgodeset forlystelsesparkerne rundt om i landet, der så at sige er blevet straffet dobbelt ovenpå coronakrisen.

- Vi kæmper, som så mange andre i branchen, med at holde skindet på næsen i denne sæson, og det har naturligvis gjort situationen ekstra udfordrende, at forlystelsesparkerne ikke har været en del af regeringens sommerpakke. Det har blandt andet betydet, at potentielle gæster har fravalgt os til fordel for billigere alternativer denne sæson, udtaler direktør i Fårup Sommerland, Niels Jørgen Jensen, der uden omsvøb kalder Folketingets sommerpakke for 'problematisk' og 'konkurrenceforvridende.

VIDEO: Gæsterne skal bruge mundbind i de vildeste forlystelser i Fårup Sommerland

00:35 Luk video

Sætter prisen ned på 15.000 billetter

I et forsøg på at redde sæsonen har Fårup Sommerland lavet sin egen "sensommerpakke" hvor prisen på 15.000 billetter sættes ned i pris. De billigste billetter kan man få til næsten halv pris og der er altså mange, der kan få sig en billigere oplevelse i den store forlystelsespark. På samme måde sættes prisen på sæsonkort til resten af 2020-sæsonen ned.

- Vi har igennem sommeren set, hvordan attraktionerne, der er inkluderet i sommerpakken, har haft mange besøgende – det gælder også de nordjyske gæster, som vi har savnet i denne sæson. Med en forhåbning om at kunne tiltrække nogle flere nordjyder i parken de kommende måneder lancerer vi derfor vores egen sensommerpakke med en fordelagtig pris på sæsonkort og 15.000 billetter med rabat, siger Niels Jørgen Jensen.

Forud for 2020-sæsonen oplevede Fårup Sommerland en betydelig stigning i salget af sæsonkort på 16 procent, men i lyset af coronasituationen og sommerpakken oplever parken nu, at kun halvt så mange har sikret sig et sæsonkort i forhold til tidligere år.

TV - 6. juli 2020: Regeringens sommerpakke er skævridende lyder kritikken fra flere nordjyske forlystelsesparker. Både Fårup Sommerland og Nymarksminde Farmpark har langt færre gæster end vanligt

02:52 Luk video