Far misbrugte sin 4-årige datter: Nu skal han i fængsel
Foto: TV2/Nord
Retten i Hjørring finder en 43-årig mand skyldig i at have haft samleje med sin datter og krænket hendes blufærdighed.
Retten i Hjørring har torsdag kendt en 43-årig mand skyldig i at have haft samleje med sin datter og blufærdighedskrænket hende.
En 43-årig mand fra Aabybro er torsdag blevet idømt tre år og seks måneder ubetinget fængselsstraf for at have haft samleje med sin datter og også have blufærdighedskrænket hende.
Det er Retten i Hjørring kommet frem til på sagens anden retsdag.
Vi har fra anklagemyndigheden og politiets side set på denne sag med meget alvorlige øjne, og den straf, der er givet, afspejler, hvor vigtig en sag det er
Mikkel Holdensgaard, anklager, Anklagemyndigheden ved Nordjyllands Politi
Retten i Hjørring finder den 43-årige mand skyldig i at have haft samleje med sin datter en enkelt gang inden for tre år. Samlejet skulle have fundet sted på faderens adresse i Aabybro mellem 2015 og 2018. Her har datteren været mellem fire og syv år gammel.
Faderen er også kendt skyldig i at have krænket sin datters blufærdighed, da han skulle have sagt nogle upassende ting til hende.
- Som anklager er jeg meget tilfreds med den dom, Retten i Hjørring er kommet frem til. Vi har fra anklagemyndigheden og politiets side set på denne sag med meget alvorlige øjne, og den straf, der er givet, afspejler, hvor vigtig en sag det er, siger anklager Mikkel Holdensgaard.
Lovgivningen anbefaler, at der som minimum bliver givet tre år og seks måneders fængselsstraf ved førstegangstilfælde af samleje med mindreårige, og dette forslag har Retten i Hjørring valg at lægge sig op ad.
Jeg er meget glad for, at Retten i Hjørring følger lovgivningens forslag, siger anklager Mikkel Holdensgaard.
Nægter sig skyldig
Anklageren gik efter, at den tiltalte 43-årige mand skulle have tre år og seks måneders ubetinget fængsel. Den tiltalte har dog nægtet sig skyldig gennem hele forløbet og gik derfor efter en frifindelse.
Retten i Hjørring har på trods af den 43-åriges benægtelse bevist, at han er skyldig.
- Retten i Hjørring lagde vægt på de vidneforklaringer, der har været og de lægelige oplysninger, der er kommet frem, siger anklageren Mikkel Holdensgaard.
Det er begrænset, hvad anklageren ellers kan sige om sagen, da der både er navneforbud, referatforbud og der til dels var lukkede døre af hensyn til forurettede.
Udtog sig betænkningstid
På trods af at den 43-årige mand nægter sig skyldig, har han ikke valgt at anke sagen på stedet.
Han har i stedet udtaget sig betænkningstid til, hvorvidt han vil anke sagen til Vestre Landsret eller tage dommen.
Den 43-årige mand er fortsat fængslet efter dagens retssag af hensyn til forurettede.