Felix er med til OL for børnehavebørn
Felix Holmsgaard er glad for at være med til Mini-OL i Jetsmark.
Der var blandt meget andet støvlekast på programmet, da 150 børnehavebørn fredag var samlet til MiniOL på Jetsmark Idrætscenter.
Det er forældrebestyrelsen fra børnehaven Brumbassen, der har sat gang i initiativet til intet mindre end en omgang OL for børnehavebørn i den tidligere Pandrup Kommune.
- Hvis ikke vi syntes, det var sjovt, så gjorde vi det ikke, siger Jesper Holmsgaard, der er formand for forældrebestyrelsen.
Det er første gang, forældrebestyrelsen har arrangeret MiniOL for børnene, og det er et arrangement, der falder i god jord hos såvel børn som pædagoger.
Øvet støvlekast hele ugen
- Vi har øvet flere af disciplinerne hele ugen op til i dag, siger Malene Thorup, der er pædagog.
- Det er fedt at komme ud og møde nogle andre fra andre børnehaver, og det danner nogle fællesskaber, tilføjer hun.
Og ifølge arrangørerne kan fællesskaberne de kommende år meget vel udvides endnu mere, for ambitionerne for MiniOL er store.
Allerede næste år udvides arrangementet, så børnehavebørn fra Aabybro også kan komme med, og efter efter regner man med, at børnehavebørn fra hele Jammerbugt Kommune kommer med.
- Det handler om at glæde folk, og så længe lysten er til at lave det, så gør vi det, siger formanden for forældrebestyrelsen Jesper Holmsgaard fra Børnehaven Brumbassen.