Feriested for syge børn jubler over donation: - Det er sjovt
Foto: Hans-Christian Lauritzen / TV2 Nord
Nyt træningscenter på feriested for syge børn har specialdesignede træningsmaskiner til børn.
- Den er i børnestørrelse, den er ikke lige så stor som en normal en - jeg synes, det er sjovt.
Sådan lyder det fra Sofia Obbekjær Djernæs fra Visse, som pumper jern for første gang.
Den 9-årige pige har en nyre- og bækkenlidelse, der gør, at hun er røget ind og ud af sygehuse, siden hun var fem uger gammel.
Hun er derfor i Ønskeland på Øland, som er et feriested for familier med syge børn.
- Det giver jo et sammenhold og et fællesskab. Vi elsker at bevæge os sammen, lyder det fra Susanne Vibe Djernæs, som er mor til Sofia.
Mor og datter er at finde i Ønskelands træningsfaciliteter.
Har ikke selv råd
Onsdag fik feriestedet nemlig doneret seks nye specialdesignede træningsmaskiner til børn.
- Det er ikke noget, vi selv har penge til at gå ud og købe. Vi har mange alvorligt syge og kronisk syge børn, der kommer i ønskeland og deres søskende, og så er det fantastisk at kunne give dem sådan et tilbud, lyder det fra Anette Enevoldsen, der er frivilligkoordinator i Ønskeland.
Træningsmaskinerne er doneret af velgørenhedsfonden CoolUnite og træningskæden LOOP.
For alvorligt og kronisk syge børn har nemlig også behov for at få trænet deres muskler godt. Både for at have noget sundt at tage sig til, men også for bedre at kunne blive rask.
- Jeg tror, mange af de familier, der har syge børn, finder ud af, hvad det gør for deres børn at træne med dem. Så kommer man måske noget længere frem i livet ved daglig træning, så det er vi glade for at kunne tilbyde dem, siger frivilligkoordinatoren.
Og det er da også erfaringen hos familien Djernæs.
- Jeg tror hoved og krop, det hænger sammen, så hvis man får en stærk krop, og bliver glad, og bliver udfordret på nogle andre punkter, så tror jeg også, man lettere bliver rask og får det godt med sig selv, lyder det fra Susanne Vibe Djernæs.
Alle forældre med syge børn kan søge om et 4-dages ophold på Ønskeland, og det er ganske gratis.