Fjerritslev-brandmand får dom torsdag: - Der er ingen beviser

Forsvareren for fritidsbrandmanden fra Fjerritslev, der er anklaget for at stå bag 27 påsatte brande i 2016, vil have sin klient frifundet - han mener ikke, der er tilstrækkelige beviser til at fængsle ham.

På torsdag falder der dom i en af de sager, der optog borgerne i og omkring Fjerritslev allermest i efteråret 2016 - nemlig sagen mod en 35-årig fritidsbrandmand fra byen, som er anklaget for at stå bag 27 påsatte brande i området.

En sag, han allerede én gang er blevet idømt fem års fængsel for ved retten i Hjørring, men som nu prøves igen ved landsretten. 

Denne gang går anklagemyndigheden efter 10 års fængsel, mens fritidsbrandmandens forsvarer, Jens Christian Christensen, går efter pure frifindelse. Det oplyser han til TV2 Nord efter retsmødet tirsdag, hvor han og anklager, Mai Buch, gennemgik alle beviser og procerede.

- Jeg mener, at beviserne tynde. Faktisk mener jeg slet ikke, at der er tale om beviser, men derimod kun om indicier fra anklagemyndigheden, siger Jens Christian Christensen til TV2 Nord.

Sandsynligt eller ej?

Præcis ligesom i byretten gjorde forsvarsadvokaten sit bedste for at gennemhulle anklagerens beviser i sagen. Et af de helt store emner i landsretten blev den 35-åriges teleoplysninger. 

quote Jeg synes, det vidner om, at anklageren har en svag sag.

Jens Christian Christensen, forsvarer

De har nemlig vist, at fritidsbranden i flere tilfælde befandt sig i nærheden af brandstederne, umiddelbart før brandene brød ud. Og for at styrke sin sag havde Mai Buch fået en professor fra Københavns Universitet til at lave en sandsynlighedsberegning, som viste, at det var usandsynligt, at fritidsbrandmanden helt tilfældigt skulle have været i nærheden af så mange af brandene.

Men den sandsynlighedsregning giver forsvarer Jens Christian Christensen ikke meget for.

- Jeg synes, det vidner om, at anklageren har en svag sag. Og det samme sagde jeg om det DNA-bevis, der var sikret ved et af brandstederne - for hans DNA kunne lige så vel være havnet der, da han hjalp med at slukke branden eller i en anden anledning. Det har min klient selv forklaret, og jeg synes, det lyder sandfærdigt, siger Jens Christian Christensen.

Fra 33 til 27 brande

Da sagen om de 33 påsatte brande i Fjerritslev var for retten i Hjørring i november sidste år, endte det med en fængselsdom på fem år til den 35-årige fritidsbrandmand. Han blev dog kun dømt for at stå bag 18 af brandene, og en af de brande, han blev frikendt for, var den mest alvorlige - en brand i et stråtækt hus, hvor den 87-årige kvindelige beboer nær var brændt inde.

Ved ankesagen i landsretten har anklagemyndigheden valgt kun at tiltale fritidsbrandmanden for 27 af brandene, der endte med at forvolde skade for mere end 18 millioner kroner.

Det ryster dog ikke forsvarer Jens Christian Christensen.

- Jeg synes, det vidner om en anklager, der trækker i land. Alt i alt synes jeg ikke, der er tilstrækkeligt med beviser til at dømme min klient. I stedet synes jeg som sagt, at han skal frifindes, og jeg er fortrøstningsfuld, inden dommen falder på torsdag, siger han.

Der bliver afsagt dom i ankesagen om de påsatte brande torsdag klokken 12. 

Anklagemyndigheden går efter mindst 10 års fængsel til den 35-årige tidligere deltidsbrandmand, der er tiltalt for en række påsatte brande i Fjerritslev-området tilbage i efteråret 2016.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland