Fodbold-succes koster kassen: Der skal være plads til 4000 og varme i banen

Der kommer normalt 300 mennesker for at kigge på, når Jammerbugt FC spiller hjemmekamp. Nu hvor klubben er rykket op i NordicBet Ligaen, kræver Divisionforeningen, at der skal kunne være 4000 tilskuere på stadion.

De var egentligt rigtig glade i Jetsmark IF og i elitafdelingen Jammerbugt FC, da Jetsmark stadion sidste år fik en helt ny tribune med plads til 72 siddende tilskuere.

quote Det er skudt over mål med de her krav. Man har ikke regnet med, at der er små klubber, der skyder gennem lydmuren og lige pludseligt står i 1. division

Mogens Gade, borgmester, Jammerbugt Kommune

- I gamle dage havde vi sådan en lille blikskur, hvor der nok kunne stå 50 eller 100 publikummer, hvis de klemte sig lidt sammen. Lige pludselig har vi fantastiske 72 sæder, men de står jo ikke rigtig mål med det, vi skal have i NordicBet Ligaen, siger formanden for Jetsmark IF, Bøje Holmsgaard Lufttoft, mens han viser de flotte nye blå sæder frem.

De 72 siddepladser skal udvides til 1000 faste sæder, og på hele stadion skal der kunne være 4000 tilskuere. Det er kravene fra Divisionsforeningen til hold i NordicBet ligaen (1. division).

- Det er jo nogle hårde krav, især når man er her i et lille samfund som Jetsmark-Jammerbugt, siger formanden.

- Det er jo nogle hårde krav, især når man er her i et lille samfund som Jetsmark-Jammerbugt, siger formanden.

Stadion har lige fået et nyt lysanlæg, men det skal også skiftes, og så der skal varme i banen. 

Kommunen skal betale for varme i banen

Regningen havner hos Jammerbugt Kommune, som ejer Jetsmark Stadion. 

Borgmester Mogens Christen Gade anslår, at det kommer til at koste fem millioner kroner oveni i de 2,9 millioner kroner, som kommunen brugte på at renovere stadion sidste år.

- Det er skudt over mål med de her krav. Man har ikke regnet med, at der er små klubber, der skyder gennem lydmuren og lige pludseligt står i 1. division, siger borgmester i Jammerbugt Kommune, Mogens Gade (V)

Mogens Gade mener, at kravene er ekskluderende og kan føre til at elitefodbold ikke kan løftes i alle kommuner, selvom klubberne godt kan leve op til de sportslige krav.

- Det essentielle, i det her, er, at man i dansk fodbold er nødt til at overveje, om der er plads til at en klub som Jammerbugt FC spiller i 1. division. Er der det, så synes jeg, man skal slække på kravene, siger Mogens Gade (V).

Langt fra tusindvis af publikummer

Jetsmark Stadion har en gang haft mere end 2000 tilskuere. Det var til en pokalkamp mod Brøndby i 2009. Normalt er der omkring 300 tilskuere til en hjemmekamp. Formanden for Jammerbugt FC er byrådsmedlem for Venstre, og han sidder også selv i Divisionsforeningens bestyrelse, og han har på den måde selv været med til at godkende kravene.

- Dansk fodbold vil jo gerne have, at vi spiller under de mest optimale rammer og vilkår. For at lave et godt produkt, som tv-selskaberne vil vise i fjernsynet, så kræver det nogle fysiske rammer som er optimale, siger Bøje Holmsgaard Lufttoft.

Han mener også, at kommunen får noget for investeringen.

- Vi har jo spillet os op under navnet Jammerbugt FC. Det er med til at brande hele kommunen, og alt hvad vi har i Jammerbugt, lyder det fra formanden.

quote Det er klubberne, der er blevet enige om de her krav, og de andre klubber har jo lavet de her investeringer

Claus Thomsen, direktør i Divisionsforeningen

Divisionsforening: Klubberne er blevet enige

Hos Divisionsforeningen understreger direktør Claus Thomsen, at Jetsmark Stadion kan få dispensation fra stadionkravene det første år i NordicBet Ligaen. 

I den næste sæson skal der kunne være 300 siddende publikummer og fra sæsonen 2023/24 skal de kunne være 1000 siddende publikummer – hvis Jammerbugt FC formår at blive oppe i NordicBet Ligaen. 

- Det er klubberne, der er blevet enige om de her krav, og de andre klubber har jo lavet de her investeringer. I NordicBet ligaen har klubberne indtægter for mellem tre-syv millioner kroner fra fælles medie- og sponsoraftaler. Det skulle man nok kunne leje et stadion for, som man kan spille sine hjemmekampe på. Det må man gerne, siger Claus Thomsen.

- Stadionrekorden på Jetsmark stadion er på godt 2000 publikummer i en pokalkamp mod Brøndby. Giver det så overhovedet mening at kræve, at der skal være plads til 4000 publikummer? 

- Nu er det jo de 1000 siddepladser, der koster noget. Klubberne er blevet enige om det her niveau, og når man kommer i NordicBet ligaen, så kan man måske også forestille sig, at stadionrekorden bliver slået med de hold, der er der, siger Claus Thomsen.

Jetsmark IF skal fremlægge et budget for stadionudvidelse, og den vil Jammerbugt Kommune så tage stilling til.



Seneste nyt

fra Nordjylland