Fodboldklubben kalder Jeppe hjem
Jeppe Frandsen har spillet i Tranum GF i cirka 25 år. Foto: TV2 Nord
De lokale fodboldklubber kan spille en stor rolle for væksten i de mindre byer, lyder det fra landsbyrådet.
Før i tiden var der fodboldtræning to gange om ugen, men nu er det kun én hos Tranum GF.
For otte ud af holdets omkring 28 spillere kører de knap 40 kilometer fra Aalborg til Tranum for at være en del af byens fodboldhold.
Så langt tilbage, som Jeppe Frandsen kan huske, har han spillet fodbold i klubben. Han er selv opvokset i byen, men for tre år siden flyttede han til Aalborg.
Alligevel holder han fast i barndomsklubben.
- Det har altid været kutymen. Jeg er altid vokset op med, at dem der har været lidt ældre, de har været vant til at køre hertil, selvom de er taget til Aalborg for at studere, fortæller Jeppe Frandsen.
Og for en mindre by som Tranum, så har det stor betydning, at byens fodboldklub trækker de unge tilbage.
Både tilknytningen til byen og den store forskel på holdånd i storbyen og landsbyer er for flere af spillerne det helt store trækplaster.
- Vi har nogle, som kommer fra klubber i Aalborg og bor derude. De er blevet taget med herud af nogle, som de studerer med. De siger jo, at det er en anden kultur og fællesskab, der er i en lille klub som Tranum.
Forskel på storby og landsby
Ifølge DBU gør det sig ikke kun gældende for spillerne i Tranum. Generelt bekræfter de, at der er en tendens i, at fodboldspillere pendler tilbage til de mindre klubber, når de flytter fra byen.
På trods af det store udvalg af klubber i storbyen.
- I stedet for at være et team og spille sammen, så er man lidt mere konkurrenter i de store byer. Både på holdet og på banen. Her ved vi, at er vi ikke spillere, så er der slet ikke et hold. Alle er velkomne, og alle bliver hørt og set, lyder det fra Benjamin Frost, som er bestyrelsesmedlem i klubben.
Han har selv pendlet til klubben før i tiden, men som mange andre, så er han vendt hjem og bor nu i Tranum med sin familie.
Byfester og frivilligt arbejde i klubben er blandt nogle af de ting udover fodbolden, som klubben kan give. Men en ting er vigtigst:
- Det er vores sammenhold. Vores tilgang til fodbold og til de ting, vi gør. Selvfølgelig skal vi dyrke sport og få noget ud af det, når vi spiller kamp og træner, men det er tredje halvleg, og det at have et godt sammenhold , der får os fremad, pointerer Benjamin Frost.
Klubben bidrager til byens vækst
I 2020 boede der cirka 423 i Tranum, siden er det gået op ad bakke, men de mindre byer er generelt udfordrede af, at de unge flytter til storbyerne for at studere.
Men tilknytningen til de lokale sportsklubber, kan hjælpe med at få dem hjem til barndomsbyen igen.
- Vi har jo brug for de her kære børn på skolen for at bibeholde den. Det er jo noget af det, der også er vigtigt i et samfund. Det er også med til at føde ind til en aktiv idrætsforening, for jo før vi får dem i gang med en sport eller anden interesse i en af vores foreninger, jo større tilknytning får de også til området. På den måde har de større tilbøjelighed til at flytte hjem igen, konstaterer Lisa Kronborg Sørensen, som er formand i Tranum Landsbyråd.
Også hun peger på byfesterne i fodboldklubben som et trækplaster.
For Jeppe Frandsen går der heller ikke længe, før han rykker tilbage til barndomsbyen og tættere på fodboldklubben. Faktisk kan han snart kigge direkte ned på den, for han er i gang med at bygge hus i byen sammen med sin kæreste.
- Det betyder meget for mig at komme herned og have et frirum fra arbejde og travlheden, der ellers er i hverdagen, slutter han.
Se hele indslaget her: