Forsøg skal stoppe fravær

Jammerbugt Kommune starter nu et forsøg, der skal hjælpe folkeskoleelever med langtidsfravær tilbage i skolen.

På Jetsmark Skolecenter har omkring to elever i hver klasse en fraværsprocent på 10%.
Det svarer til, at eleven bliver hjemme fra skole en dag hver anden uge.

Umiddelbart lyder det ikke alarmerende, men skoleleder Jakob Voldby forklarer det i stedet på denne måde:

- En fraværsdag hver anden uge, svarer til et fravær på ti procent. Ser man det henover et helt folkeskoleforløb svarer det så til, at eleven mister et helt års undervisning. Tænk dig, hvis alle elever missede hele fjerde klasse. Det ville være rigtigt alvorligt, forklarer han.

Fraværsprocenterne er generelt stigende overalt i skolerne. Derfor valgte Børne- Familieudvalget i Jammerbugt Kommune mandag at afsætte 500.000 kroner, der er øremærket til at forsøg, hvor to såkaldte ”fraværskonsulenter” skal analysere og afhjælpe fraværet.

- Tanken er at de to konsulenter skal undersøge hvilke børn, der især rammes af langtidsfravær, hvad årsagerne er og hvad der kan gøres for at afhjælpe problemet. Vi har desværre alt for lidt viden på det her område endnu, forklarer formanden for Børne- Familieudvalget Ulla Flintholm (V)

I Jammerbugt bliver det på Aabybro Skole og Jetsmark Skolecenter, at det etårige forsøg gennemføres. Hvis det bliver en succes er Ulla Flintholm overbevist om, at ordningen skal fortsætte og udvides:

- Der er jo strengt taget tale om penge, som vi sikkert ville komme til at bruge på en senere indsats alligevel, så det at vi forsøger at sætte ind så tidligt som muligt giver god mening. Meningen med folkeskolereformen er jo, at eleverne skal blive så dygtige, de kan. Og det kan de kun, hvis de faktisk kommer i skole, forklarer hun. 


Seneste nyt

fra Nordjylland