Går imod strømmen: Brovst vender kedelig byudvikling

De lokale forretningsdrivende har selv haft pungen oppe af lommen, så den lukkede SuperBrugsen kan genåbne som nyt supermarked. Det har skabt en dominoeffekt, og butikker på stribe er ved at åbne igen.

I den gamle SuperBrugsen i Jernbanegade, der er handelsstrøget i Brovst, åbner der den 29. november et helt nyt Spar-supermarked.
- Tager man ikke chancen, så vinder man heller ikke bamsen. Det skal nok blive en kanongod forretning, siger Andreas Guldhammer, der er en af to unge købmænd i 20-erne, som sammen skal drive supermarkedet.

Det er nu snart halvandet år siden den gamle Super Brugsen lukkede - efter flere år med underskud.
Lukningen af SuperBrugsen kom til at smitte af på hele handelsgaden.
- Vi var vant til at have en god kundetilstrømning ned gennem gaden, og pludselig var der ingen flow ind og ud af butikkerne, siger Morten Brix, der er EDC-ejendomsmægler i Jernbanegade.

Flere forretninger åbner samtidig

Butikker på stribe drejede nøglen om. En arbejdsgruppe blev nedsat, og ejendomsmægler Morten Brix blev primus motor i at samle en halv million kroner ind, der kunne være med til at skubbe nye ejere af den gamle SuperBrugsen i gang. Blandt andre har samtlige forretningsdrivende i Jernbanegade ydet de to nye Spar-købmænd et fem-årigt rentefrit lån på samlet 200.000 kroner.

- Jeg tror og håber, at det hjælper min egen forretning, at jeg har ydet et lån på 5.000 kroner til det nye Spar-supermarked. Der skal gerne komme flere kunder i gaden, siger Lene Christensen, som er indehaver af Herremagasinet.
At der nu genåbner et supermarked, har betydet, at flere andre lukkede butikker nu også er ved at åbne op igen.
- Et spisested, en sportsbutik i en nedlagt skønhedsklinik og en designforretning er ved åbne, og en barnetøjsforretning er allerede åbnet. Andre byer på størrelse med Brovst kan bestemt tage ved lære af det her, siger Morten Brix.

Lige nu er den lukkede bagerforretning en af de sidste butikker, hvor det endnu er lykkedes at tiltrække nye lejere.


Seneste nyt

fra Nordjylland