Godt nytår: Årsskiftet bliver fejret med en dukkert i Vesterhavet
Flere hundrede badenymfer og strandløver iført nytårshatte sluttede i dag 2019 af med et iskoldt gys i bølgerne ved Blokhus.
Med mottoet “Vask det gamle år væk med et iskoldt nytårsbad” inviterede Destination Blokhus igen i år til nytårsbad på Blokhus Strand.
Og den invitation var der en del, der ikke kunne lade ligge.
Det var med andre ord et usædvanligt syn, der mødte forbipasserende på stranden i Blokhus denne sidste formiddag i år 2019, for mange var mødt op i festligt badetøj for at sige farvel til året, der snart er passeret.
Og udklædningen var da også på opfordring.
- Jeg synes ikke, vi behøver at vente med at starte festlighederne til om aftenen, derfor vil jeg opfordre alle til at komme iført en festlig nytårshat, siger Jannie Ratke fra VisitJammerbugten.
Efter den forfriskende dukkert i det brusende Vesterhav var der en Blokhus Bitter at varme sig på. Hvis dette ikke var nok, var der også mulighed for at benytte sig af saunahytten.
Blokhus Nytårsbad har efterhånden bidt sig fast som en tradition og som en festlig start på nytårsfesten. Eventen arrangeres af Erhvervsforeningen Destination Blokhus i samarbejde med Visitjammerbugten og Søstjernerne.