Hæveautomat sprængt i stykker - gik efter cool cash
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Politiet efterforsker lige nu videoovervågning fra stedet.
Et forsøg på at skaffe nogle hurtige kontanter har ført til en smadret hæveautomat i Løkken.
Automaten stod ved Superbrugsen på Jyllandsgade, og blev decideret sprængt op.
- Vi er stadig ved at undersøge hvordan. Om det er med krudt eller gas, eller hvad det kan være - så vi har teknikere på vej dertil for at undersøge det, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Thomas Ottesen og fortsætter:
- Man har fået detoneret, hvad man har brugt og er kommet afsted med et mindre kontantbeløb.
Skete i nat
Anmeldelsen løb ind hos politiet omkring klokken 7.00 fredag morgen, men ifølge politiets efterforskning er sprængningen sket nogle timer før - omkring klokken 01.45 - 02.00 om natten.
Politiet kan endnu ikke sige noget om, hvem der kan stå bag det bombastiske tyveri, men er ved at efterforske videoovervågning fra automaten og omkringliggende butikker
- Der bliver arbejdet med nogle hypoteser, og vi er ved at kigge det igennem, vi har deroppefra. De sidste undersøgelser afsluttes først i eftermiddag, lyder det fra Thomas Ottesen.