Hjemmerøveri mod ægtepar: Gerningsmænd trængte ind og brugte peberspray
Foto: René Ryom
Hjemmerøveriet fandt sted på denne gård mellem Biersted og Aabybro.
Politiet har det meste af morgenen og formiddagen været massivt tilstede på en adresse lidt uden for Aabybro, hvor der er sket et hjemmerøveri.
Et ægtepar med adresse på en gård mellem Aabybro og Biersted er i løbet af natten til mandag blevet udsat for et hjemmerøveri. Det oplyser Nordjyllands Politi.
Derfor har politiet hele morgen og formiddagen været til stede på adressen med flere patruljer - herunder hundepatruljer og teknikere.
- Røveri i eget hjem, hvor man skal føle sig tryg, er en yderst alvorlig sag, så vi efterforsker lige nu intensivt i sagen, siger Anders Uhrskov, vicepolitiinspektør hos Nordjyllands Politi.
Politiets indledende efterforskning har vist, at ukendte gerningsmænd i løbet af natten er trængt ind i ægteparrets bolig, hvor ægteparret er blevet tilbageholdt og udsat for peberspray.
- De havde heldigvis ikke brug for akut lægehjælp, men de er naturligvis dybt berørt af situationen, siger Anders Uhrskov.
Unge mænd eftersøges
Nordjyllands politi har i løbet af formiddagen undersøgt gerningstedet og området omkring gården med hunde, ligesom der skal foretages afhøringer af forurettede og eventuelle vidner.
- Hvis man har oplysninger i sagen, så bedes man straks ringe til os. Vi hører især gerne fra vidner eller nogen, der bemærket noget i området i den seneste tid, lyder opfordringen fra vicepolitiinspektør Anders Uhrskov.
Politiets signalement af gerningspersonerne er indtil videre sparsomt. De beskrives som to mænd i alderen 20 til 30 år, almindelig af bygning, iført mørkt tøj og tildækkede ansigter.
Politiet sidder klar til at modtage henvendelser fra offentligheden, hvis man har oplysninger i sagen. Man bedes i så fald straks ringe til politiet på telefonnummer 114.
Politiet arbejder stadig på og omkring adressen, og derfor vil man se en del politiet i området i den kommende tid.