Foto: Søren Garder Brask

Ild i adventskrans sendte gæster på gaden ved strandhotel

En mindre brand i en adventskrans på Strandhotellet i Blokhus tvang hotellets gæster på gaden, da de blev evakueret.

En adventskrans brød tirsdag eftermiddag i brand på Strandhotellet i Blokhus. 

Situationen var dog hurtigt overstået uden problemer, men alle gæster blev evakueret ud af hotellet, mens indsatsen stod på. 

- Der gik ild i vores adventskrans, som stod på bordet i reception. Det har været nogle grannåle i dekorationen, som lyset fangede, og så gik der ild i kransen, siger Christina Jeppesen, receptionist på Strandhotellet i Blokhus.

- Vi fik selv kontrol over ilden hurtigt. Vi fik den slukket med en helt almindelig brandslukker, så der var aldrig fare på færde. Det gik heldigvis ikke ud over resten af lokalet, kun adventskransen.

Selvom personalet selv fik styr på ilden, inden den spredte sig, blev Falck alligevel tilkaldt til stedet.

- Vores alarmsystem er så følsomt, at kommer der den mindste røg, så bliver brandvæsenet tilkaldt for at sikre sig, der ikke er sket noget. Det er også ren procedure, at alle hotellets gæster skal udenfor, når en brandalarm går. Så de måtte lige ud og trække frisk luft i 10 minutter, siger Christina Jeppesen.

- Vi har huset fuld af julefrokostgæster, men de tog det alle som en oplevelse. Vi serverede kaffe til dem alle sammen, så de blev hurtigt glade igen.