Yngste købmand i hele kæden: Jacob bryder med 'lukke-streak'
Foto: TV2 Nord
Han blev i sommer ejer af sin egen købsmandsforretning i Birkelse og har siden arbejdet op mod 80 timer om ugen med stor opbakning fra lokalsamfundet.
Lukning på lukning, på lukning af dagligvarebutikker.
Op mod 10 procent af de lokale dagligvarebutikker har drejet nøglen om i de seneste syv år - og derfor kan det måske virke lidt overraskende, når man hører om Jacob Gjerløv, der med hjælp fra Dagrofa bryder med den nedadgående kurve.
- Dagrofa giver folk som mig hjælp til at få indkøbt det første varelager, og det fortsætter også efter opstarten, siger Jacob Gjerløv.
Efter længere tids forberedelser og hjælp fra de lokale kunne den 24-årige købmand åbne op som selvstændig i Birkelse, hvor han nu på femte måned har sin egen 'Min Købmand'.
- Vi har haft fuld skrue på, og der har været masser at lave. Den lokale opbakning betyder alt, fortæller han.
Se hele indslaget her:
Det handler om at hjælpe hinanden
Selvom Jacob Gjerløv er den yngste købmand i hele Dagrofa, var der stadig masser af hjælp at hente hos den store fødevarekæde.
- Købmændenes DNA er, at vi altid har ligget ude i lokalsamfundet, så selvfølgelig skulle Jacob da i gang, lyder det fra Brian Videbæk, ejendomsudviklingsdirektør i Dagrofa.
Den nye model, som Dagrofa har skabt, går blandt andet ud på, at købmanden skal være herre i egen butik, og så skal de lokale borgere også engageres, som man blandt andet ser det hos Min Købmand i Birkelse.
- Det, vi kan se, er, at det bliver en snebold, der ruller. Borgerne i byen får lyst til at bruge købmanden endnu mere, når de er investeret i den, siger Brian Videbæk.
Frivillige klarer skærene
Selvom Jacob Gjerløv sætter pris på den frihed, der kommer med at være selvstændig, kan han selvfølgelig ikke klare hele driften alene. Udover de ansatte er der også andre, som hjælper.
- Lige nu er jeg faktisk så heldig, at jeg har frivillige, der kommer og sætter varer på hylderne, fortæller den 24-årige købmand.
Til sommer kan Birkelse og Min Købmand fejre etårsdag. Indtil da er der én ting, som Jacob Gjerløv håber på.
- Hvis vi bliver ved med at opleve den vækst, som vi gør lige nu, er der forhåbentlig en dagligvarebutik mange år endnu i Birkelse, lyder det fra Jacob Gjerløv.