Jammerbugt er nordjysk mester i iværksætteri

Lige nu popper der nye virksomheder op i Jammerbugt kommune i sådan en fart, at kommunen nu er på førstepladsen i Nordjylland, når det handler om nye iværksættere.

Der er godt fyldt op i Jetsmarkshallen til den årlige erhvervsmesse. Blandt de mange udstillere er der to nye.

Jon Lindberg Jensen er en af dem. Han har startet en virksomhed, der tilbyder oplevelser i naturen.

- Jeg tror, det her det bliver godt. Det er fremtiden at komme ud i naturen, siger Jon Lindberg Jensen fra Lindberg Troupers.

I den anden ende af hallen står Anders Bjerg Jensen. I tre år har han handlet ladcykler på nettet, men nu har han åbnet en fysisk butik i Hune.

- Det har gået rigtig godt. Det er faktisk gået over alt forventning, siger Anders Bjerg Jensen om sin firmastart.

Jon og Anders er ikke alene. Ifølge en undersøgelse fra dataanalysevirksomheden Bisnode, så ligger Jammerbugt kommune på førstepladsen i Nordjylland, når det handler om nystartede virksomheder målt i forhold til indbyggertal. Ser man på hele Jylland, er Jammerbugt kun overgået af Aarhus.

-Jammerbugt har en høj andel af faglærte. Og vi ved fra tidligere undersøgelser, at rigtig mange faglærte starter virksomheder, og det kan være en faktor, siger Anders D. Stryhn, chef for Erhverv, Turisme & Landdistrikter i Jammerbugt Kommune.

Fælles for de små nystartede virksomheder er, at det er de færreste af dem, der vokser sig rigtig store.

- Nogle af dem har ikke et ønske om at vokse. De vil gerne være en enmands- eller en tomandsvirksomhed, hvor de kan styre det hele selv, mens det at skulle være leder for 15, 20 eller 30 mand og køre en hel anden økonomi, det kan være en udfordring, siger Anders D. Stryhn.

Jons ambitioner går heller ikke i den retning. Hans drøm er meget mindre.

-Jeg håber på at kunne få lov til at åbne et vildmarkscenter der, hvor jeg bor, men det ligger stadig langt ude i fremtiden, siger Jon Lindberg Jensen. 

Jammerbugt kommune ligger på førstepladsen i Nordjylland, når det handler om nystartede virksomheder målt i forhold til indbyggertal.
Jammerbugt kommune ligger på førstepladsen i Nordjylland, når det handler om nystartede virksomheder målt i forhold til indbyggertal.
Foto: Lone Vad Dam

Seneste nyt

fra Nordjylland