Jammerbugt FC begæret konkurs - risikerer tvangsnedrykning

Den nordjyske 2. divisionsklub Jammerbugt FC er begæret konkurs af Spillerforeningen efter i længere tid ikke at have udbetalt løn til flere af klubbens udenlandske spillere.

Fodboldklubben Jammerbugt FC har tiltrukket stor opmærksomhed uden for kridtstregerne, siden tyske Klaus-Dieter Müller købte klubben i maj sidste år. Og nu trækker 2. divisionsklubben igen overskrifter.

Spillerforeningen har nemlig begæret Jammerbugt FC konkurs, fordi klubben igennem længere tid ikke har udbetalt løn til to af klubbens udenlandske spillere.

- To spillere har slet ikke fået løn. Det er efterhånden en ret omfattende sag, hvor spillerne har ret mange penge til gode, siger Allan Reese, der er vicedirektør i Spillerforeningen.

Risikerer tvangsnedrykning

Der har adskillige gange været problemer med lønudbetalingerne i den tid, Klaus-Dieter Müller har ejet Jammerbugt FC.

Spillerforeningen begærede klubben konkurs 10. august. Indtil skifteretten har behandlet konkursbegæringen, kan klubben fortsat spille kampe i 2. division.

- Der har været et forløb i Jammerbugt FC, hvor der gentagne gange har været problemer med lønudbetalinger og overholdelse kontrakter, siger Allan Reese.

Hvis det ender med en konkurs, bliver Jammerbugt FC tvangsnedrykket til Danmarksserien.

Jammerbugt FC spillede i sidste sæson i 1. division, men rykkede ned i 2. division, hvor klubben har tabt sine første to kampe i denne sæson og ligger på en delt sidsteplads.


Seneste nyt

fra Nordjylland