Jammerbugt Kommune bruger 1,5 million på omstridt kryds
Det massive trafikkaos i Hune har fået Jammerbugt Kommune til at bruge endnu flere penge.
Henover sommeren har tusinder af strand-hungrende billister været nødt til at pakke tålmodigheden sammen med håndklæder og solcreme, når de satte kurs mod Blokhus.
Et nyetableret lyskryds i Hune, der skulle løse de mangeårige trafikale udfordringer gennem byen, blev nemlig et trafikalt knudepunkt på grund af den store trafik til og fra Blokhus på Vesterhavsvej om sommeren, og det gav anledning til kø - det massive problem på den eneste vej ind og ud af Blokhus blev altså ikke løst med lyskrydset. Ifølge lokale borgere blev problemerne faktisk værre, da der kom lys i krydset.
Lyskrydset blev til efter ønske fra de lokale borgere i Hune, men den store interesse for at besøge Blokhus i sommerperioden skabte massive trafikmængder og køer - trods lyskrydset og derfor har Jammerbugt Kommune besluttet at afsætte flere midler i budgettet for 2022 til at løse trafikproblemet.
Nemmere at dreje til venstre
Et flertal i kommunalbestyrelsen har stemt for at afsætte 1,5 millioner kroner til en venstresvingsbane i krydset på Vesterhavsvej. Den nye svingbane skal ifølge Jens Christian Golding, der er formand for Teknik- og Miljøudvalget i Jammerbugt Kommune, sikre, at trafikken vil glide lettere.
- De billister, der skal svinge til venstre, kan hurtigere dreje. På den måde skal de andre billister ikke holde og vente på, at der bliver drejet, og det forhindrer unødige trafikpropper, forklarer han.
Udover venstresvingsbanen vil der også blive etableret en buslomme længere oppe af Vesterhavsvej.
Et dyrt kryds
I juni måned brugte kommunen 600.000 kroner på det nye lyskryds. Nu bliver der så lagt 1,5 millioner oveni puljen, når venstresvingsbanen og den nye buslomme skal etableres.
- Vi forsøger at gøre de ting, borgerne gerne vil have, og de ville først gerne have et lyskryds. Vi forsøger så at regulere trafikken ved at lave et trafiksikkert kryds. Og når det så viser sig, at det ikke virker, så forsøger vi nu i stedet at finde de løsninger, der skal til, og samtidig bruge de værktøjer vi har for at gøre det her.
Men selvom der nu investeres yderligere i Hune-krydset, så kan Jens Christian Golding fra Jammerbugt Kommune ikke love, at det vil hjælpe på den tunge trafik i belastede perioder.
- Helt at undgå, at der kommer kø her, det er der altså ingen, der kan love. Der vil også både blive og være kø alle mulige andre steder i landet, selvom der både er venstrebane, buslomme og lyskryds.
Buslommen og venstresvinget forventes at være klar i løbet af 2022.