Kommune udskifter Christians altafgørende bostøtte: - Jeg kommer til at bure mig inde
Det er ikke lige til at se det, men Christian har middelsvær autisme, er vurderet mentalt retarderet, og så lider han af angst.
Det er et spørgsmål om penge, når Jammerbugt Kommune pludselig vil løse opgaver internt.
Christian Stricker får om et par måneder frataget den person, der i mere end otte år har holdt ham oven vande. Hans autisme-diagnose gør, at han er stærkt afhængig af sin bostøtte, som hjælper ham med at få hverdagen til at fungere, og selvom det flere gange er vurderet, at Christians bånd til den nuværende bostøtte er essentielt for ham, har Jammerbugt Kommune valgt, at hun nu skal udskiftes.
Den nuværende bostøtte er nemlig fra et privat firma, men nu vil Jammerbugt Kommune selv overtage opgaven for at spare penge.
- Jeg har næsten ikke været på arbejde eller været ude nogen steder, siden jeg fik beskeden. Jeg har faktisk bare buret mig inde, fordi jeg vidste for mig selv, hvor træls det er at begynde forfra igen, siger Christian Stricker.
Beskeden har også været til stor frustration for Christians mor.
- Det er trygheden i, at han har én person, som han føler sig tryg ved. Han har fået skiftet så mange mennesker ud i sit liv, så han når lige at lære dem at kende og tænker, nu er jeg tryg, og så smutter de, siger Heidi Stricker.
Handler om penge
Heidi Stricker har oplevet, hvordan den store tillid fra Christian til den faste støtteperson har betydet, at han ikke lukker sig inde, og han udvikler sig. Hun forstår ikke, hvordan kommunen har vurderet, at opgaven kan hjemtages.
- De har ikke læst hele sagen, for der står jo i Christians sag, at han helst ikke skal have en ny, siger Heidi Stricker.
Christian Stricker har flere gange fået lavet undersøgelser af psykologer og fagpersonale blandt andet af hans funktionsevne. I dem er det vurderet, at 'han kun fungerer hensigtsmæssigt, hvis omgivelserne er strukturerede og rutineprægede'. Derudover er det vurderet, at hans bostøtte er så tryghedsskabende for ham, at hans funktionsniveau er hævet.
Det er simpelthen nødvendigt. Det er skreddet med 35 millioner kroner siden 2018 i Jammerbugt Kommune, og vi er nødt til at gøre noget
Ib Nellemand (V), formand for social- og sundhedsudvalget i Jammerbugt Kommune
Christian selv mener også, at den nuværende bostøtte er helt afgørende for hans hverdag.
- Jeg havde det rigtig svært med mit liv og nogle ting derfra, og de kom jo op at vende en gang imellem, og så fik jeg det dårligt og burede mig selv inde. Det var det, bostøtten hjalp mig med, at komme ud og komme i gang. Det er derfor, jeg kan sidde her i dag, siger Christian Stricker.
Se indslaget her:
Udvalgsformanden for social- og sundhedsudvalget i Jammerbugt Kommune, Ib Nellemann (V), kan ikke gå ind i den enkelte sag, men forklarer, at alle sager bliver vurderet enkeltvist.
Christian Stricker er ikke den eneste, der får en ny kommunal bostøtte. Jammerbugt Kommune vurderer nemlig løbende, om de enkelte opgaver på området kan hjemtages.
- Vi får faktisk så mange roser for, at det her fælles bostøtte, det virker, og man udvikler sig meget hurtigere, end man gjorde med det andet. Jeg ved selvfølgelig godt, at det er rigtig træls, hvis man har haft en bostøtte i mange år og pludselig skal skifte, siger Ib Nellemann.
Nogle af de mennesker, som mister deres faste bostøtte, er folk med autisme, hvor omskiftelighed ikke er godt. Giver det mening at spare der?
- Det er simpelthen nødvendigt. Det er skreddet med 35 millioner kroner siden 2018 i Jammerbugt Kommune, og vi er nødt til at gøre noget, siger Ib Nellenmann.
Hos Christian Stricker i Aabybro frygter både mor og søn, at udskiftningen kan få stor betydning.
- Jeg vil bare gå tilbage til det samme igen, bure mig inde eller ignorere dem, fordi jeg mangler den connection, som min nuværende bostøtte giver mig, siger Christian Stricker.
- Jeg frygter, at Christian går neden om og hjem. At han lukker sig fuldstændig inde, siger Heidi Stricker.