Lægehus nægter at tage blodprøver: Ina må køre 35 kilometer for at få justeret sin medicin
Foto: Johnni Isaksen
Flere kroniske patienter har fået at vide, at de må tage til Aalborg for at få taget en blodprøve. Det sker på grund af der er for mange, der ikke er tilknyttet klinikken i Brovst.
Ny praksis på lægehuset i Brovst betyder, at kroniske patienter skal køre til Aalborg for at få taget blodprøver.
Skolelærer Ina Pedersen har fået en ekstra udfordring i hverdagen. Hun lider af en stofskiftesygdom, og skal ofte have taget en blodprøve for at få justeret sin medicin.
Men en ændring i praksis på det lokale lægehus i Brovst betyder, at Ina Pedersen ikke kan få taget sine blodprøver i Brovst, som hun plejer. I stedet er hun nødt til at køre 40 minutter, hver vej, ind til Aalborg Universitetshospital, for at få taget sine livsnødvendige blodprøver. Det kunne gøres på bare fem minutter, da hun kunne få taget sine blodprøver i Brovst.
Jeg synes, det er svært, at jeg bliver nødt til at bede om fri, for at jeg kan få taget blodprøver.
Ina Pedersen
- Jeg er lige startet i et nyt job på en ny skole. Så jeg synes, det er svært, at jeg bliver nødt til at bede om fri, for at jeg kan få taget blodprøver, siger Ina Pedersen.
Ikke forpligtet til at tage blodprøver
Fra 1. juli er Falck Lægehus i Brovst begyndt at afvise kroniske patienter, der skal have taget blodprøver. En ændring som er kommet uden varsel. Og der er ikke nogen regler, der siger, at de skal tilbyde at tage disse blodprøver.
- De er ikke decideret forpligtet til at tage blodprøver, men det har altid været en integreret del af det at drive praksis, uanset om det er en praktiserende læge, eller, som i det her tilfælde, en Falck-drevet udbudsklinik, siger regionsrådsformand i Region Nordjylland, Ulla Astman (S).
Problematikken på dagsordenen
Men i følge Falck selv kan patienter, der er tilknyttet lægehuset i Brovst, godt få taget blodprøver.
- I Brovst tager vi hver måned 4-500 blodprøver. En stor del af dem er fra patienter fra andre læger eller hospitaler. Antallet af patienter udefra er så stort, at det har skabt ventetider for vores egne patienter. Falck Lægehuses patienter kommer før andre lægehuses patienter. Men vi er i dialog med Region Nordjylland for at finde en løsning, skriver administrerende direktør for Falck Lægehuse, Linda Matzen i et svar til TV2 Nord.
Ulla Astman ser med alvor på den nye praksis og vil tage problemet op på et møde i dag.
- Vi vil ikke have, at borgerne får et dårligt tilbud i Brovst, og de skal ligge og køre på landevejen i flere timer for at få taget en enkelt blodprøve.
Ind til der kommer en løsning frygter Ina Pedersen, at hun må lade sig erstatte af en vikar, når hun hver sjette uge skal til Aalborg for at få taget blodprøver.