Lisbeth bliver snart nabo til kæmpesommerhus: - Det gør ondt
- Så tæt på havet og så begynder man at ødelægge klitterne og lægge dem ned, lyder det fra en ærgerlig Lisbeth Bach fra Blokhus. VIDEO / FOTO: Bruno Stagsted
På Ankerhusvej ved Blokhus bliver sommerhusejerne snart naboer til et nyt sommerhus. Men det har bragt sindene i kog, at dele at klitlandskabet skal graves væk for at give plads til husets i alt 230 kvadratmeter.
Udsigten fra terrassen ved Lisbeth Bachs sommerhus på Ankerhusvej bliver snart markant anderledes.
- Planerne er at bygge et meget stort hus, hvor man graver ind i klitten, siger hun, mens hun kigger ind på nabogrunden få meter væk og fortsætter:
- Det gør lidt ondt, at man begynder at ødelægge naturen heroppe. Det må jeg sige.
På nabogrunden har ejeren fået byggetilladelse til at opføre et sommerhus med et boligareal på 180 kvadratmeter og et samlet areal på 230 kvadratmeter. Det er mere end dobbelt så meget som det eksisterende hus på grunden fylder. For at få plads til huset på grunden, skal dele af klitlandskabet derfor graves væk – og især den del af projektet får Lisbeth Bach helt op i det røde felt.
Det ville gøre virkelig ondt at skulle skille mig af med det
Lisbeth Bach, sommerhusejer
- Så tæt på havet og så begynder man at ødelægge klitterne og lægge dem ned – bare for at få et kæmpe hus, siger hun.
Mens sommerhusets samlede planlagte areal på 230 kvadratmeter er helt indenfor lokalplanens rammer, har det krævet en dispensation fra Jammerbugt Kommune at få tilladelse til at grave dele af klitlandskabet væk for at skabe plads til huset, hvilket Lisbeth Bach ryster på hovedet over.
- Jeg kan simpelthen ikke forstå, at man ikke bare sagde ”desværre,” for det har skabt en masse polemik og protester, fortæller hun.
Dispensation deler vandene
Mens op mod 25 naboer, ifølge Lisbeth Bach, har udtrykt utilfredshed med projektet, har spørgsmålet om dispensationen også delt vandene i kommunens teknik- og miljøudvalg. Her mener udvalgets formand for eksempel, at beslutningen om at tillade dispensationen var den rette.
- Vi synes, at det her giver et bedre resultat, end hvis vi ikke gjorde. For hvis ikke vi gjorde, skulle huset følge terrænet – og dermed komme til at ligge op ad klitten og være voldsommere, end det er nu, lyder det fra Michael Krogsgaard (V), formand for Teknik- og miljøudvalget i Jammerbugt Kommune.
Anderledes kritisk er tonen hos udvalgets konservative medlem, Johnny Solberg, der som den eneste i udvalget stemte imod dispensationen til sommerhusprojektet på Ankerhusvej.
- For at sige det på godt dansk mener jeg, at det er tudetosset, at man går og giver de her dispensationer. Det er en skævvridning, og når man kigger på projektet, er det altså ikke et særligt kønt projekt med den måde, hvorpå man angriber naturen, lyder det fra Johnny Solberg (K).
For at sige det på godt dansk mener jeg, at det er tudetosset, at man går og giver de her dispensationer
Johnny Solberg, medlem, Teknik- og Miljøudvalget, Jammerbugt Kommune, Konservative
Overvejer fremtiden som sommerhusejer
Sommerhusprojektet på Ankerhusvej er både af naboerne og senest Danmarks Naturfredningsforening blevet indbragt for Planklagenævnet. Men det har ikke opsættende virkning på byggetilladelsen. Derfor er Lisbeth Bach efterhånden begyndt at overveje fremtiden for det sommerhus, som hun har ejet siden begyndelsen af 1980’erne.
- Det ville gøre virkelig ondt at skulle skille mig af med det, men på den anden side tærer situationen efterhånden så meget på mit helbred, at…
Hun afslutter sætningen med et dybt suk.
Men må man ikke påregne, at et nybygget sommerhus anno 2023 er væsentlig større end dem, som blev bygget for 20 eller 30 år siden?
- Jo, det accepterer jeg også fuldt ud. Men så skal man bare finde en grund, hvor der er plads og hvor man ikke ødelægger naturen, lyder det prompte fra Lisbeth Bach.
TV2 Nord har været i kontakt med bygherren bag sommerhusprojektet på Ankerhusvej for at give ham mulighed for at komme til orde om sagen, men det har han ikke ønsket.