Ludvig blev overrasket på direkte tv: - Mener du det?
Fodboldtrøjen, som det danske herrelandshold skal trække over hovedet til sommerens EM-slutrunde, blev præsenteret mandag. Og U15-spilleren Ludvig fra Aabybro blev en af de allerførste til at eje den trøje.
Kunne du bruge sådan en landsholdstrøje?
- Ja, det kunne jeg godt
Så er den din
- Mener du det? Tak skal du have!
Overraskelsen var til at få øje på, da U15-spilleren Ludvig Buhl Madsen fra Aabybro IF mandag aften fik overbragt den splinternye danske herrelandsholdstrøje på direkte tv.
Inden det havde han fået chancen for at finde 'Aabybro IF' på fodboldtrøjen, men det var endnu ikke lykkedes ham. Og det er med god grund.
På landsholdstrøjen, som blev præsenteret mandag, blev det nemlig meldt ud, at alle landets 1535 fodboldklubber, der hører under Dansk Boldspil-Union, står skrevet indvendigt på landsholdstrøjen - og det er den trøje, det danske herrelandshold skal spille i ved sommerens EM-slutrunde i Tyskland.
Det sker for at hylde bredde- og foreningsklubberne i Danmark.
VIDEO: Herunder kan du se, da TV2 Nord var med til fodboldtræning mandag aften.
Det betyder, at navne som ' Sydmors IF', 'Kirkeholdet Vrå', 'Flauenskjold IF' og 'Aabybro IF' kommer til at pryde trøjerne, som topspillerne Joakim Mæhle, Simon Kjær og Rasmus Højlund trækker over hovedet.
Og det falder i god smag på fodboldbanerne.
- Jeg synes, det er fedt, vi alle kan være en del af det, siger Ludvig Buhl Madsen.
Også formanden i Aabybro IF sætter pris på initiativet.
- Jeg synes, det er helt fint. Vi er grobunden for, de kan komme op i toppen. Hos os er det først og fremmest leg og sjov, og så må man se, om talentet rækker til mere. Så selvfølgelig synes jeg, det er fint, de tager os med, siger Hans Arne Lillien Pedersen.
VIDEO: Få sekunder efter at kameraet slukkede, blev den nye trøje taget i brug.