Mand fængslet for at have sat ild til hus med vilje

En 30-årig mand er torsdag blevet varetægtsfængslet efter et grundlovsforhør ved retten i Hjørring.

Det er alvorlige forhold, en 30-årig mand torsdag blev forhørt om i retten i Hjørring.

Manden er sigtet for med fuldt overlæg at have sat ild til et hus i Arentsminde, som ligger mellem Brovst og Aabybro, for at få penge fra sin forsikring.

Branden skete 18. februar, hvor Nordjyllands Beredskab rykkede ud til et ubeboet træhus.

Det lykkedes brandfolkene at få slukket branden, inden den spredte sig til hele huset.

Assurancesvig

Manden er sigtet for §181 stk. 2 i straffeloven - såkaldt assurancesvig - forsikringssvindel:

På samme måde straffes den, der med forsæt til at besvige brandforsikringen eller krænke panthaveres rettigheder eller med lignende retsstridigt forsæt forvolder ildebrand på egen ejendom eller på andens ejendom med ejerens samtykke.

Nægter sig skyldig

Den 30-årige mand blev anholdt onsdag klokken 13.18 - og efter dagens grundlovsforhør blev han varetægtsfængslet i fire uger.

Fængslingen sker ifølge mandens forsvarer, Anne Mette Ovesen, fordi den sigtede ikke skal kunne påvirke sin familie, som endnu ikke er blevet afhørt i sagen.

Manden nægter sig skyldig - og kærede rettens beslutning på stedet.



Seneste nyt

fra Nordjylland