Minkaflivning fortsætter: - Jeg har været ked af det hele dagen
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Fredag fortsatte myndighederne med at aflive mink på Gjøl, men de blev ikke lukket ind og måtte tiltvinge sig adgang.
Myndighederne troppede fredag formiddag op på Thorbjørn Jepsens minkfarm i Gjøl. Hans mink er ramt af corona og derfor skal de aflives. Men det var ikke så lige til for myndighederne at komme til minkene. Thorbjørn Jepsen nægtede dem nemlig adgang.
- Jeg synes, det er grotesk, det de har gang i, så derfor ville jeg ikke lukke dem ind, siger han.
Thorbjørn Jepsen fodrede sine mink fredag morgen som han plejer og så kom Fødevarestyrelsen for at aflive hans mink.
- De sagde, at de kom for at aflive mine mink. Det sagde jeg nej til. Så sagde han, at de måtte bede politiet om hjælp til at komme ind på minkfarmen, hvortil jeg svarede, at det måtte de så gøre, fortæller Thorbjørn Jepsen.
Måtte tiltvinge sig adgang
Først om eftermiddagen vendte de tilbage med politiet og tiltvang sig adgang til farmen ved at forcere hegnet og åbne låsen indefra.
- Så gjorde de klar til at aflive mine mink. Der forlod jeg matriklen, for det brød jeg mig ikke om, siger Thorbjørn Jepsen.
Han har været minkavler siden 1987.
- Det her berør mig dybt. Jeg har været ked af det hele dagen. Jeg har ikke overblik over, hvordan min situation er fremadrettet. Men som det ser ud lige nu, får jeg kun 20 procent i kompensation, siger Thorbjørn Jepsen.
Bliver ikke færdige i dag
Årsagen til, at han bliver kompenseret 20 procent for sine mink er, at der er konstateret smitte på hans farm.
Minkfarme med konstateret smitte vil modtage 20 procent i kompensation for driftstabet, mens farme uden smitte vil modtage fuld kompensation. Det fremgår af den kompensationsordning, som Fødevarestyrelsen præsenterede onsdag aften.
Thorbjørn Jepsen vurderer, at han går glip af 3-400.000 kroner ved ikke at få fuld kompensation. Han har 11.500 mink på sin farm.
- De har aflivet nogle af minkene, men jeg ved ikke, hvor langt de er, for jeg gider ikke være der. Men jeg tror ikke de bliver færdige i dag, slutter han.