Minkkrisens konsekvenser rammer bredt i samfundet
Statens nedlukning af minkerhvervet rammer ikke bare de mange nordjyske avlere. På Gjøl, hvor branchen har været hovederhvervet i en menneskealder, får det konsekvenser nærmest overalt.
Normalt ville der summe af aktivitet på minkfarmene lige nu, og normalt er november en måned, avlerne ser frem til. For så skal der pelses. Men intet er normalt i år. Hektisk aktivitet er afløst af stilhed og chok. For den unge minkavler Bjørn Westergaard er det hele tilværelsen, der nu er på spil.
- Vi er jo banket tilbage til stenalderen, og vi kan på ingen måde nå at komme i gang igen, selvom vi gerne ville. Der er ingen vej tilbage, efter avlsdyrene er fjernet. Så er der ikke mere at gøre. Det er en fuldstændig sindssyg beslutning, siger Bjørn Westergaard om regeringens beslutning om at udrydde samtlige mink i Danmark.
Når minkbranchen bliver tvunget til at lukke ned, trækker det en stribe følgeerhverv med sig. Og det mærkes overalt i landets ukronede minkhovedstad Gjøl.
Hos den lokale virksomhed GVA, der blandt andet fremstiller gylleanlæg til svin, men også vandingsanlæg til minkhallerne, er krisen til at få øje på. Salgschef Jan Batsberg siger:
- Vi har en 2800 kvadratmeter stor produktionshal, der står fuldstændig stille. Alle maskiner plejer at køre, og da vi var flest, var der 25 mand i gang med at producere til minkbranchen. Nu må vi se, om vi kan bruge hallen til noget andet. Ellers er vi nødt til at leje den ud og lukke den del af firmaet. Der er ikke andre muligheder, som jeg ser det.
Vi er noget spændte på, hvordan det kommer til at påvirke omsætningen i år
Anita Bjeldskov, souschef, Gjøl Dagli'Brugsen
Som dråber i vandet
Også i den lokale brugs mærkes krisen i minkbranchen helt kontant. Normalt er minkfarmenes pelstid en sæson med øget omsætning ligesom jul og påske. Men nu er der stille i butikken.
- Vi kan mærke, når der bliver hyret folk ind til pelssæsonen. Og så er der den ekstra omsætning, der også slår igennem, når de holder julefrokost på farmene. Vi er noget spændte på, hvordan det kommer til at påvirke omsætningen i år, siger souschef Anita Bjeldskov.
På Gjøl Kro plejer der også at være særligt travlt lige nu, men faktisk er det kendte spisested midlertidigt lukket.
- Nu har coronaen betydet, at vores nye forpagtere er sprunget fra. Så vi står faktisk i en rigtig træls situation med kroen lige nu. Jeg forstår godt, at de nye forpagtere valgte at hoppe fra med udsigten til 3-4 måneder uden den sædvanlige omsætning på kroen. Nu skal vi havde fundet en ny forpagter, men det skal nok lykkes, siger Thorbjørn Jepsen, der er bestyrelsesmedlem i Gjøl Kro.
En anden fremtid venter forude
Bjørn Westergaard havde aldrig forestillet sig, at han skulle lavet andet end være minkavler. Nu står han med en gård, som bliver mere end svært at omstille til en anden produktion.
- Gården er jo lavet til at lave mink. Den er jo ikke beregnet til kyllinger, eller hvad de har tænkt sig at putte ind i burene. De taler også om omskoling , men det er noget pjat. Der skal være mink her på gården. Og hvis der ikke skal være mink her, så er den jo værdiløs, siger Bjørn Westergaard, der nu håber, at han kan finde et job i en anden branche.