Mudder og triathlon bliver kombineret på Slettestrand
Foto: Jesper Bo Winther / TV2 Nord
Arkivfoto.
Slettestrand i Jammerbugt Kommune byder i weekenden på mudret triathlon gennem den nordjyske natur, når seriestævnet XTERRA Nordic lægger vejen forbi.
Leder du efter en fysisk udfordring lidt ud over det sædvanlige? Og har du ikke så meget imod at blive beskidt? Så burde du besøge Slettestrand i Jammerbugt Kommune, hvor der bliver afholdt stævnet XTERRA Nordic.
XTERRA er en stævneserie og består af de normale tre discipliner i triathlon, svømning, cykling og løb. Men til XTERRA er det hele bare mudret til og foregår midt ude i naturen. Derfor er Slettestrand det helt rigtigt sted, lyder det fra stævneleder Simon Jørn Hansen fra XTERRA Nordic.
- Slettestrand byder på det hele og danner de perfekte rammer for et XTERRA stævne, siger han.
Triathlonnet starter i morgen, lørdag, hvor der bliver afholdt tre løb i forskellige klasser.
Søndag kører det endelige triathlon, hvor man skal svømme 750 meter ud for Slettestrand, cykle 30 kilometer på mountainbike og løbe 10 kilometer i den nordjyske natur.
Cyklingen foregår i Svinkløv Klitplantage og byder på skov, åbne vidder og højt terræn. Løbeturen indeholder meget variende terræn med både skov og sandklitter. Turen sluttes af i sandet på stranden.
Men er man ikke den mest øvede triathlonløber endnu, kan man i stedet kaste sig over en af lørdagens ruter, der ser således ud:
Kl. 10.00: XTERRA Kids Duathlon med 1km løb - 5km cykel - 1km løb
Kl. 11.15: XTERRA Duathlon med 5km trailløb - 20km MTB - 5km trailløb
Kl. 11.15: XTERRA Sprint med 375m svøm - 20km MTB - 5km trailløb
Søndagens endelige triathlon løb begynder klokken 10.00.
Udover triathlonet byder XTERRA Slettestrand på flere andre aktiviteter som rideture, bueskydning, outlet marked, gin og tonic smagning samt hundeløb.
Der vil også være madboder med mad fra lokale restauratører som Rønnes Hotel, Feriecenter Slettestrand og Hjortdal Købmand.