Nedstyrtet tysk pilot endelig identificeret
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Vragdele fra det tyske jagerfly, der blev fundet af en gårdejer fra Birkelse.
Den tyske pilot fundet for tre uger siden ved Birkelse hed Hans Wunderlich.
Først gik rygterne på, at han hed Bruno Krüger, den tyske pilot der styrtede ned i en mose ved Birkelse i efteråret 1944. Det viste sig dog at være forkert, og nu - tre uger efter pilot og fly blev fundet af 14-årige Daniel - har myndighederne i Tyskland langt om længe fået fastslået hans identitet.
Der er i stedet tale om den bare 19 år gamle Hans Wunderlich fra Bayern. Det meddeler Nordjyske Historiske Museum i en pressemeddelelse.
Der har hverken været stelnummer fra flyet eller det metalmærke, alle soldater bærer om halsen, at gå ud fra. I stedet har man brugt informationer fundet i den soldaterbog og de spisekuponer, der blev fundet på liget.
Hans Wunderlich styrtede ned den 10. oktober 1944. Han blev født den 22. juli 1925 i Neusorg i delstaten Bayern, og han døde altså 19 år senere ugift og barnløs.
De tyske myndigheder oplyser, at hans forældre døde for en del år siden, og hans eneste søster døde senere i 2006, også barnløs. Dermed har der ingen pårørende været at underrette om fundet, og det er nu op til de tyske myndigheder at afgøre, hvad der skal ske med soldatens jordiske rester.
Meget tyder dog på, at Hans Wunderlich kan blive begravet på en krigskirkegård, som det er sket med mange andre tyske soldater, der er faldet i og omkring Danmark. Lige nu befinder resterne af den 19-årige soldats sig på retsmedicinsk institut i Aarhus.
De øvrige fund fra styrtet er i Nordjyllands Historiske Museums varetægt, skriver museet. Der er tale om alt fra vragdele af flyet og soldatens tøj over personlige ejendele til faldskærm og redningsvest.
Museet håber at kunne udstille udvalgte dele i en kortere periode og dermed lægge yderligere viden til historien om den tyske værnemagt i Aalborg. Lige nu arbejder museet på at finde et egnet lokale, der dels skal kunne rumme de mange vragdele, og dels har en god udluftning, da flyresterne stadig lugter meget af brændstof.
- Ifølge arkiver i Tyskland styrtede Hans Wunderlichs fly ned 10. oktober 1944. Som øjenvidner har berettet, og som det var kutyme, rykkede tyskerne ud for at fjerne alt fra styrtet, men i dag ved vi, hvorfor de ikke fik det hele med: De beskriver det som et dødeligt styrt i sumpet jord, og har derfor indstillet bjergningsarbejdet, da de fandt det forgæves, siger Helle Nørgaard, kommunikationschef ved Nordjyske Historiske Museum.
Både de tyske myndigheder og museet har kendt til Hans Wunderlichs identitet i flere uger, men af hensyn til eventuelle pårørende har begge instanser valgt at hemmeligholde den indtil nu.
Se leder af den arkæologiske afdeling på Nordjyske Historiske Museums fortælle om Hans Wunderlich.