Noget gik helt galt i øvelse: Betjent blev skudt
Se billederne da ambulancen ankommer til Aabybro midtby hvor en øvelse udviklede sig dramatisk Foto: Michael Schmidt Thomsen
En politimand er blevet skudt i forbindelse med en politiøvelse i Aabybro
I forbindelse med en politi-øvelse i dag onsdag er der sket en utilsigtet skudafgivelse i Aabybro, hvor der var en ambulance tilkaldt til stedet.
En polititjenestemand blev i den forbindelse ramt af skud i benet.
Polititjenestemanden er uden for livsfare. Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Ulykken betegnes som en utilsigtet skudafgivelse ved politi-øvelse .
Sagen behandles af den uafhængige politiklagemyndighed (DUP).
TV2 Nord-fotograf: - Det virkede som alvor
TV2 Nords fotograf Michael Schmidt Thomsen var til stede i forbindelse med øvelsen og filmede, og det var hans umiddelbare fornemmelse, at noget var galt.
- Min fornemmelse og erfaring sagde mig, at det her var mere seriøst end en øvelse. De politiøvelser, jeg tidligere har været med til at dække som fotograf på TV2 Nord, der har jeg oplevet, at politiet var mere afslappet i hele deres tilgang til pressen, men her i dag var der ingen tvivl om, at politiet var mere seriøse - og bad mig om at gå længere væk - bag afskærmningerne, fortæller Michael Schmidt Thomsen.
Michael Schmidt Thomsen har igennem mange år været fotograf på en stribe af politihistorier og aktioner i det nordjyske, og han var derfor ikke i tvivl om, at øvelsen onsdag i Aabybro mindede meget mere om alvor end øvelse.
- Politiet var meget seriøse omkring deres behandling af pressen, og jeg synes mere det var ligesom, hvis vi dækkede en bombetrussel, fortæller Michael Schmidt Thomsen.
Nordjyllands Politi har ingen yderligere kommentarer.