Nordjysk firma tilbyder hjælp til at opføre Trumps mur
Foto: Hector Mata, Scanpix
Virksomheden OpenLedger i Blokhus, som specialiserer sig i bitcoin-indsamlinger, foreslår nu sig selv som løsningen på at få finansieret Donald Trumps mur langs hele den mexicanske grænse.
Trump har vundet amerikanske præsidentvalg, og har man lyttet bare lidt til, hvad erhvervsmanden har lovet at gennemføre som præsident, så ved man, at der ligger et meget håndgribeligt løsningsforslag på problemet med illegale indvandrere fra Mexico.
En mur. Langs hele den mexicanske grænse. For at holde både immigranter og stoffer fra at vandre gennem ørkenområderne og direkte ind i USA.
Og den mur har en nordjysk virksomhed, OpenLedger i Blokhus, nu budt ind på med en finansieringsløsning, som ikke involverer amerikanske skattekroner. Det kan man læse i det amerikanske erhvervsmagasin Forbes i dag, torsdag.
OpenLedger kalder sig selv Danmarks første bitcoin-børs og har i dag specialiseret sig i at lave totalløsninger indenfor projektfinansiering med såkaldte blockchain-løsninger - et gennemsigtigt system, hvor alle donationer og overførsler kan ses på nettet af hele verden.
- Ja, det er jo lidt specielt, at vi har meldt ud, at vi kan lave en finanseringsløsning til Trump-muren. Men vi har joket med det i et par måneder op til valget, at vi kunne hjælpe med projektet på grund af det, vi arbejder med, og da Trump så vandt, øjnede vi en mulighed, siger Ronny Boesing, administrerende direktør i OpenLedger.
- Som vi ser det, kan mur-projektet ikke bare få staterne langs grænsen til at fremstå bedre over for befolkningen, det giver også borgerne en mulighed for aktivt at gøre noget for at løse det her problem med illegal indvandring. Det taler til at stå sammen og gøre noget sammen, fordi man skal investere sine egne penge for at få muren op at så, siger Ronny Boesing.
Muren til Mexico, som Donald Trump i første omgang mente, at mexicanerne selv skulle betale, har været og er et kontroversielt forslag, men den nordjyske direktør ser ikke noget problematisk i at blive en del af projektet, som vil løbe op i flere milliarder dollars at realisere.
- Sammenlignet med, hvad han ellers foreslår såsom at fastfryse de overførsler, mexicanere i USA sender hjem, eller at deportere 400.000 mexicanere om året, er en mur en human løsning. Ligesom med præsidentvalget gælder det også her om at vælge mellem to onder, og der er en mur langs grænsen ikke det værste, siger Ronny Boesing.
Derfor ville han heller ikke tøve med at kaste sig ud i projektet, hvis Trumps administration skulle henvende sig for at få en privat indsamling i gang med blockchain-løsningen. Hans forslag går på, at de investerede penge sættes ind på uafhængig tredjeparts-konto, som man så selv administrerer og tage pengene fra, som byggeriet skrider frem.
- Vi har allerede et par andre projekter i gang i milliardklassen, og vi mener, vi har den viden og de mænd, der skal til for at løfte opgaven, siger Ronny Boesen, som dog tilføjer, at et eventuelt samarbejde helt vil afhænge af, hvordan den endelige aftale ville komme til at se ud.
Og af om Trump så overhovedet henvender sig.