Nordjysk klub kæmper for at holde gang i ungdomsafdelingen
Foto: Hans-Christian Lauritzen
Aabybro Badminton Club vil have gang i ungdomsafdelingen igen.
Nyt tiltag i Jammerbugt skal hjælpe foreningerne
Sidste sæson var Aabybro Badminton Club nede på en 15-16 ungdomsspillere, og klubben er nu så lille, at den kun har haltid en enkelt gang om ugen.
- Det er jo en meget teknisk sport, når man bliver lidt bedre til det. Der er mange ting, man skal have til at fungere. Både arme og ben, så det kan godt være, det er det, der skræmmer nogle væk, så det er ikke lige så simpelt, som fodbold og håndbold godt kan være, forklarer ungdomstræner i Aabybro Badminton Club Mathias Krogsgaard.
På 10 år har dansk badminton mistet næsten 20.000 medlemmer og gået fra næsten 137.00 udøvere til 117.000.
Det vil de gerne lave om på i Aabybro, hvor de har mistet så mange medlemmer, at de ikke engang har et seniorhold mere. I dag blev foreningernes dag i Jammerbugt Kommune brugt til at forsøge at få fat i nogle af fremtidens badmintonspillere.
- Det er rigtig dejligt, at få lov til at komme ind på skolen, og at få lov til at invitere en masse børn ind og spille badminton, som normalt ikke kender til sporten og ikke har prøvet det før, siger Mathias Krogsgaard.
Som eneste sportsgren var badminton til stede alle fem steder, hvor Jammerbugt Kommune holdt foreningernes dag for 150 elever fra 3-5 klasse.
Kun godt halvdelen er medlem af en forening
Dem, TV2 Nord talte med, havde en fantastisk dag.
- Når man rammer den (fjerbolden, red.), så synes jeg bare, man bliver så glad. Jeg er jo ikke så god til badminton, så jeg bliver glad, når jeg rammer bolden, smiler Lauge Dalsgaard Jacobsen fra 3.A på Aabybro Skole.
Det er anden gang Jammerbugt Kommune afholder Foreningernes dag for kommunens skolebørn. Målet er flere medlemmer i lokale foreninger. Lige nu er 51,6 procent af kommunens indbyggere medlem af en forening.
- Foreningslivet er generelt vigtigt for at skabe bevægelsesglæde, og bevægelsesglæde, der giver muligheden for livslang bevægelse. Vi skal ramme børn og unge så tidligt som muligt med så mange idrætter som muligt, påpeger René Melvad Jørgensen, der er udviklingskonsulent for foreningerne i Jammerbugt Kommune.
Viktor Akselsens guld skal hjælpe
Fem skoler i Jammerbugt Kommune har alle suspenderet skoledagen, for at give børnene en dag i foreningernes tegn.
- Når børnene er mere aktive, så lærer de også mere. De lærer rigtig meget her om alt muligt andet, end det de gør, hvis de sad stille og lærte noget, siger afdelingsleder på Aabybro Skole Signe Steendahl Byrresen.
Ungdomstrænerne i Aabybro Badminton satser på at Viktor Akselsens OL guld og ikke mindst dagens prøvetræning kan få flere børn til at tage ketcherne i hånden.
- Vi håber der er en masse, der vil kigge forbi om mandagen, når vi spiller noget badminton, siger ungdomstræner Mathias Krogsgaard.
De store sportsgrene som håndbold og fodbold har ifølge Danmarks Statistik modsat badminton oplevet et stabilt og let stigende medlemstal siden 2014.