Frederik har misset OL tre gange: Nu bliver han professionel
Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord
Efter mere end 280 kampe som amatør træder Pandrup-bokseren ind i de professionelle rækker.
Ti gange dansk mester, otte gange nordisk mester og deltager til både EM og VM.
Det er det CV, som 28-årige Frederik Lundgaard Jensen fra Pandrup træder ind i den professionelle bokseverden med.
Boksepromotor Bettina Palle, datter af den legendariske promotor Mogens Palle, har nemlig fået Frederik Lundgaard Jensen ind i folden, og han får derfor debut som professionel 12. oktober ved Danish Fight Night i Royal Arena.
- Det har altid været en drøm, men jeg har selvfølgelig også haft nogle mål som amatør, som jeg gerne ville have opnået. Jeg har bokset rigtig mange kampe og haft nogle gode resultater, men drømmen var at komme til OL, men det glippede for tredje gang. Så nu var tiden til at prøve at bokse som professionel, fortæller Frederik Lundgaard Jensen, da TV2 Nord møder ham - og som ægte bokser har han naturligvis to blå øjne.
Næsten som street fight
I 2016 manglede han én sejr i kvalifikationen, mens han ved kvalifikationen til OL i Tokyo tabte i første runde på grund af en øjenskade. Her blev en anden kvalifikationsturnering aflyst på grund af corona. Igen op til OL i 2024 manglede han blot én sejr ved European Games for at komme direkte med.
- Det har jeg tænkt på (at blive professionel, red.) i lang tid før den OL-kvalifikation. At lige meget hvad ville jeg blive professionel efter OL. Fordi hvis jeg skal nå at have en god professionel karriere, skal det også til at være nu, siger Frederik Lundgaard Jensen.
Har du tænkt på, hvordan det vil være at være professional bokser?
Ja, det har jeg. Det er en helt anden sportsgren på mange måder. Det er næsten ligesom street fight. Man skal helst slå dem ud første gang, fordi det gør ondt at få nogen over ørene. Der skal ikke så meget til, og det kan være lige meget, om han er god eller dårlig. Hvis han sætter sig lidt ned i benene, og han slår, mens du ikke lige er klar. Så kan man godt ligge på langs mod alle.
Blå bog
Født: 17. december 1995. Opvokset i Hune i Nordjylland.
Nuværende hjemby: Pandrup.
Højde: 180 centimeter høj
Kampvægt: Ca. 57 kilo (fjervægt)
Klub: Pandrup Bokseklub
Træner: Brian Brix
Professionel debut: 12. oktober 2024 i Royal Arena, København.
Amatørkarriere: 280 kampe. DM-guld 13 gange heraf 10 gange dansk mester som elitebokser i voksenrækkerne. 8 gange nordisk mester i flere vægtklasser. 12 gange jysk mester. 1 gang sjællandsk mester. VM- og EM-deltagelse (5. plads ved EM i 2015 og 2022). Guld i flere store internationale turneringer herunder GeeBee Tournament i Finland og Boxam i Spanien. Bronze ved EU-mesterskaberne i 2015 m.m.
Kan tjene penge
Indtil nu har Frederik Lundgaard Jensen bokset hos Pandrup Bokseklub, og arbejdsmæssigt har han været tømrer.
Og han er faktisk ikke den eneste bokser fra en nordjysk bokseklub, som får professionel debut 12. oktober. Nikolay Piddubnyy skrev tidligere i september kontrakt med samme promotor i form af Bettina Palle.
Frem mod boksestævnet skal Frederik Lundgaard Jensen, der kæmper i fjervægtsklassen, hvor man maksimalt må veje 57 kilo, træne en masse og se de mulige modstandere an. Målet er også klart for ham som professionel.
- Det er at få nogle kampe, hvor man kan tjene nogle penge. Og se om man kan få lov at møde nogle af de bedste.
Pandrup-bokserens boksepromotor sætter også nogle ord på ham.
- Jeg er meget glad for at kunne præsentere Frederik Lundgaard Jensen i ringen den 12. oktober. Det er et af de absolut største danske navne fra amatørernes rækker, fortæller Bettina Palle i en pressemeddelelse og fortsætter:
- Han har hurtighed, overblik og timing, og jeg er overbevist om, at han nok skal imponere publikum med sin bokseerfaring og tekniske færdigheder.