Nyt samarbejde: Tag i skole i Fårup Sommerland
Foto: Fårup Sommerland
Fårup Sommerland og Løkken Skole har lavet et nyt undervisningssystem, så skoleklasser nu kan blive undervist i forlystelsesparken.
Det lyder næsten for godt til at være sandt, at skoler kan flytte undervisningen fra noget så traditionelt som et klasselokale til det, indrømmet, noget sjovere Fårup Sommerland.
Men det er altså nu noget, der sagtens kan lade sig gøre. Fårup Sommerland har nemlig udviklet et nyt undervisningssystem sammen med Løkken Skole. Det kan frit downloades fra Fårup Sommerlands hjemmeside og er tilpasset til elever i både indskoling, mellemtrin og udskoling.
Fælles for alle undervisningssystemer er, at eleverne kan arbejde med dem i et helt anderledes læringsmiljø, nemlig forlystelsesparken.
Dansk, matematik og engelsk på sommerland'sk
Fårup Sommerland er i forvejen et populært udflugtsmål for skoler fra hele landet, men med det nye undervisningsmateriale er det målet at gøre det muligt for lærerne at skabe en endnu tættere sammenhæng mellem de opgaver, der stilles, og det, der kan ses og opleves i parken.
Opgaverne passer blandt andet til fagene dansk, matematik og engelsk og handler for eksempel om talforståelse, genkendelse af geometriske former, læsning og trafiksikkerhed.
Løkken Skole er den faglige partner på projektet, og for skoleleder Arne Dørup Jensen giver det god mening at have været med i projektet:
- Vi ved, at viden bedst tilegnes i fællesskaber, ligesom tværfaglighed og det at bruge kroppen er vigtige faktorer, når undervisning skal engagere børn og unge. Derfor giver det god mening at flytte undervisningen til Fårup Sommerland for en dag, da stedet i høj grad indbyder eleverne til sammen at udfolde sig kreativt og kropsligt. Og så gør det jo ikke noget, at læring også er sjovt, siger Anne Dørup Jensen.
Undervisning i virkeligheden
Undervisningsmaterialet er designet ud fra en skabelon, hvor eleverne skal arbejde med problemstillinger både før, under og efter besøget i Fårup Sommerland. Undervisningen bliver på denne måde nemmere for eleverne at forholde sig til, da den tager udgangspunkt i virkeligheden.
- Det falder os helt naturligt at samarbejde med Løkken Skole om at udvikle materiale, så det bliver nemmere at inddrage sommerlandet fagligt i undervisningen. Samtidig ser vi Løkken Skole som en oplagt samarbejdspartner, da de - ud over at være i vores lokalområde - arbejder aktivt med at inddrage området omkring skolen i deres undervisning, fortæller direktør i Fårup Sommerland, Per Dam.
Fårup Sommerland åbner den 27. april og har traditionelt besøg af mange skoleelever i hverdagene i maj og juni.