Op på cyklen: Ældre tramper i pedalerne foran deres tv for bedre at kunne huske

Ved hjælp af slow-tv og pedaltamperi vil Jammerbugt Kommune de næste par år hjælpe ældre demente med bedre at kunne huske tilbage.

På Birkelse Plejehjem tog de ældre i dag hul på en helt ny motionsform, hvor de i deres dagligstue både kan få motion og oplevelser.

Med finansiel støtte fra Sundhedsstyrelsen kører Jammerbugt Kommune lige nu et to-årigt forsøgsprojekt, hvor man med slow-tv - som for eksempel en uklippet cykeltur over Gjøl-dæmningen - vil få kommunens ældre demente til at huske tilbage. Det nye er, at de ældre nu skal træde i pedalerne samtidig.

Det er firmaet Televindu, der er kommet på ideen med pedaltramperiet samtidig med, at de ældre får en oplevelse af at være ude at cykle, selv om de sidder hjemme i deres egen stue.

- Nogen af fordelene ved at sofacykle er i virkeligheden, at man slipper for balanceproblematikker, som der kan være ved virkelig cykling. For der er ingen tvivl om, at rigtig cykling vil være ideelt. Men for nogen aldersgrupper og folk med balancebesvær, er det bare ikke en mulighed, siger fysioterapeut Mads Gårsdal Lauridsen fra Televindu.

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland