Pælesidningsdeltager: Jeg falder nemt i søvn
Foto: Ivan Hansen
28-årige Dennis Martin Chajkowski frygter at falde af pælen og ned i vandet - det til trods for, at han har øvet sig på disciplinen i at sidde ned hele sit liv.
Så er det i morgen det går løs. Her begynder TV2 Nords nordjyske mesterskab i den ædle disciplin: pælesidning. Her skal fem deltager prøve at sidde på en pæl i 48 timer.
En af deltagerne er den 28-årige Dennis Martin Chajkowski fra Aalborg, der mest frygter at dratte i vandet, fordi han har svært ved at holde sig vågen.
Til dagligt arbejder Dennis Martin Chaikowski med sikkerhed på vindmøllefabrikken Siemens i Aalborg Øst. Han har hverken kone eller børn, men han har en lillesøster, Victoria på 10 år, som han er meget glad for. Dennis ser pælesidningskonkurrencen som en stor personlig fysisk og psykisk udfordring.
- Hele mit liv har venner og især familien brokket sig over, at jeg sidder for meget på den flade, så på en måde har jeg trænet op til den her konkurrence hele mit liv, siger Dennis.
På pælen vil Dennis fordrive tiden med at slappe af, og tænke over livet. Måske vil han tage en professorterning med, som han aldrig er lykkedes med at samle.
- Jeg ser mig selv som en person, der ikke giver op, men jeg er jo heller aldrig blevet udfordret på den her måde, siger Dennis.
Mest af alt frygter Dennis, at falde af pælen og ned i søen, fordi han falder let i søvn.
- Jeg har altid haft en tendens til, at falde let i søvn, siger Dennis.
Hvis Dennis vinder konkurrencen, skal den kontante præmie på op til 20.000 kroner bruges på en ferie med sin lillesøster.
- Hun er lidt bange for tsunamier og jordskælv, så vi ved ikke rigtig, hvor vi skal rejse hen. Men den tager vi, hvis jeg vinder, siger Dennis.
Regler
- På toppen af pælene er der monteret en solid plade 25 x 25 cm, og et stykke nede på pælen er der en vandret fodstøtte. Det er ikke tilladt at spænde sig fast til pælen.
- Deltagerne må bevæge sig, som de nu kan så længe de ikke forlader pælen. Støtte må kun ske på pladsen og fodstøtten.
- Toiletbesøg foregår 4 gange i døgnet i en 10 minutters pause. Pausen må alene bruges til toiletbesøg og skal godkendes af opsynet.
- Alt tøj, læsestof, cigaretter, lighter, solbriller, hynder og andet udstyr skal medbringes fra starten. Hvis du taber noget, er det ikke tilladt at få nyt bragt ud. Undtaget er medicin, plaster og lignende.
- Cirka hver femte time får du bragt mad og drikke ud til pælen.
- Hvis en deltager forlader/falder af/blæser af pælen er vedkommende ude af konkurrencen.
- Du skal være 18 år gammel for at deltage.
- Den deltager, der har flest point, når de 48 timer er gået, har vundet.