Papirkunst i international klasse foldes ud i Nordjylland

Der ligger en eventyrlig historie bag ny stor attraktion i Hune.

Det er den verdensberømte papirklipper Karen Bit Vejle, der åbner ”Center for Papirkunst” på fredag i Hune ved Blokhus.

Efter at have boet 30 år i Trondheim har hun valgt at vende hjem til Nordjylland, hvor hun er opvokset.

Karen Bit Vejle, der helst vil kaldes Bit har klippet i papir siden hun var omkring seks år. Hun klipper hver dag og det sker efter en teknik, der gør at hun kan klippe op til fem meter høje kunstværker formet af èt stort sammenhængende stykke papir og klippet udelukkende med saks.

- Jeg har i mange år gemt klippene under gulvtæpper, da jeg var flov over dem, fortæller hun.

Hun glæder sig derfor over, at kunstværkerne er blevet berømte og vises på vandrende udstillinger rundt omkring i verden.

- For mig er det ikke noget hokus-pokus, for jeg har gjort det altid og det er bare vokset og blevet større og større, siger Karen Bit Vejle.

Center for Papirkunst åbner fredag den 23. marts og her vil Karen Bit Vejles papirklip fremover være den faste kerne i udstillingen. Der vil også være skiftende udstillinger af både danske og internationale papirkunstnere samt fire events om året.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland