Politi efter knivrøveri: Forsøg ikke at stoppe en gerningsmand
Formodet knivrøver anholdt
En ung mand blev stukket, da han forsøgte at standse en knivrøver i Brovst. Nordjyllands Politi fraråder, at man forsøger at stoppe gerningsmænd, da man selv kan komme galt af sted.
Da SuperBrugsen i Brovst blev røvet tirsdag formiddag forsøgte en mand, at standse røveren. Men for at slippe væk, stak røveren manden med sin kniv, inden han flygtede.
Nordjyllands Politi har ingen opgørelser over, hvor ofte det sker, at nogen forsøger at standse en røver eller en gerningsmand i det hele taget, men man opfordrer generelt til, at man ikke lægger sig imellem, når man er vidne til eksempelvis et røveri.
- Man kender ikke den person, der er i gang med at forøver det her. Man ved ikke, hvad han kommer fra, og man kender ikke årsagen til, at han står i den situation, han gør. Der kan være nogen, som vil gøre rigtig meget for at undslippe, og der skal man ikke udsætte sig selv for en risiko ved at forsøge at standse ham i det, siger vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi, Anders Uhrskov.
Faktisk anbefaler vicepolitiinspektøren, at man ligefrem giver gerningsmanden plads til at stikke af for at passe bedst muligt på sig selv.
- Signalér tydeligt over for personen, at man ikke har intentioner om at forhindre ham i det, han er i gang med. Det må gerne være at give ham så meget plads, at han kan komme uhindret ved fra stedet, siger Anders Uhrskov.
Men politiet vil selvfølgeli meget gerne have hjælp til at fange gerningsmanden, og selv om borgerne frarådes fysisk at pågribe en røver, er der mange ting, man kan gøre ved at holde øjne og ører åbne.
- Vores anbefaling er, at man ringer til politiet og fortæller, hvad der sker og hvad man oplever. Fortæller, hvordan personen ser ud, og elelrs bare giver plads, siger Anders Uhrskov.
Manden, som blev stukket med kniven har det efter omstændighederne godt. Den formodede røver, som meldte sig selv onsdag eftermiddag, fremstilles i grundlovsforhør torsdag.