Politiet efterlyser tyve: Fanget på kamera midt i Wegner-tyveri

To indbrudstyve er blevet fanget på privat overvågningsvideo i færd med at stjæle Wegners-stole i et sommerhus. Nu beder Nordjyllands Politi om hjælp til at identificere dem.

Har man dyre møbler i sit sommerhus, kan de betale sig at videoovervåge dem, når man ikke er hjemme.

Det er der i hvert fald noget, der tyder på, efter to indbrudstyve i oktober blev fanget på kamera, mens de var ved at stjæle Y-stole fra et sommerhus i Blokhus.

Indbruddet blev begået torsdag den 18. tokober klokken 21.42.

- Vi har flere billeder af indbrudshandlingen, hvor de to gerningsmænd fjerner otte Wegner Y-stole fra dette fritidshus, fortæller efterforskningsleder Kenneth Ginnerup fra Nordjyllands Politis efterforskningscenter i Hjørring.

Politiet har siden indbruddet forsøgt at få identificeret gerningsmændene og finde dem ved hjælp af interne kanaler - indtil videre uden succes.

- Derfor håber vi nu på, at andre derude kan genkende gerningsmændene. Man kan især lægge mærke til, at den ene mand har en tatovering i nakken, siger Kenneth Ginnerup.

Han opfordrer alle med oplysninger i sagen til at ringe til politiet på telefon 114.

 
 
Foto: Nordjyllands Politi

Brug politiets kamera-register

Billeder af gerningsmænd er generelt et rigtig godt værktøj for politiets efterforskere, når de skal opklare kriminalitet. For tiden plages Nordjylland af indbrud, og det gør politiets nye kamera-register endnu mere aktuelt:

- Jeg tror på, at rigtig mange borgere kan se idéen med, at politiet hurtigt kan slå op, hvem der privat har aktive overvågningskameraer hængende, så vi kan spørge ind til billeder. Billederne kan bruges effektivt i efterforskningen, uanset om det drejer sig om vold, indbrud eller noget tredje, understreger Kenneth Ginnerup.

Han opfordrer til, at man som privat borger, forening eller erhvervsdrivende vælger at registrere sine overvågningskameraer i politiets register.

Det kan man let gøre på www.politi.dk under fanen ”Hjælp politiet”. Man skal logge ind med NemID eller medarbejdersignatur og bliver bedt om at indtaste sine kontaktoplysninger og sit kameras placering.


Seneste nyt

fra Nordjylland