Propelfly i luften over Blokhus Strand

Blokhus Fly-In er lig med masser af fly på stranden i Blokhus. Idéen til arrangementet opstod med inspiration fra 1920.

Den dybe, brummende lyd af propelfly fyldte luften over Blokhus søndag, hvor private fly indtog luftrummet, inden de landede direkte på Blokhus Strand.

- Stranden ved Blokhus er netop bred nok til, at fly kan lande og lette her. Det er helt unikt. Længere nordpå og sydpå kan det ikke lade sig gøre, siger Karl Korfits fra arbejdsgruppen bag Fly-In.

 

Forventningerne til Blokhus Fly-In har været store hos arrangørerne VisitJammerbugten og Erhvervsforeningen Destination Blokhus.

- Idéen til Blokhus Fly-In opstod for nogle år siden, hvor jeg læste i bogen ”Blokhus 400 år.” Der var en notits om generaldirektør Mondrup, der var chef for Postvæsenet, og som havde et sommerhus nord for Blokhus. I 1920 besøgte han den svenske greve, Hamilton, som ferierede i Skagen. Men da Mondrup kom tilbage til sit sommerhus i Blokhus, havde han glemt sine cigarer. Den knibe løste sig dagen efter, da Grev Hamilton i sit privatfly landede på stranden med de glemte cigarer. Det var det første fly, der landede på Blokhus Strand, fortæller Karl Korfits.

 

Nysgerrige publikummer strømmede i dag til Blokhus Strand for at opleve noget, som ikke er hverdagskost på stranden. For første gang blev arrangementet Blokhus Fly-In afholdt, og hele 19 fly skulle forsøge at bruge strandsandet som landingsbane.

 

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland