Rekordregnskab i Skallerup Klit
Foto: Skallerup Seaside Resort
Skallerup Klit feriecenter har det rigtig godt, for de har lige præsenteret det bedste regnskab i de 68 år, feriecentret har eksisteret.
Det går rigtig godt hos feriecentret Skallerup Klit, eller Skallerup Seaside Resort som det rigtigt hedder. 2016 var nemlig et fantastisk år med en omsætning på 83,1 millioner kroner og et overskud på 7,1 millioner kroner. Og selvom sådanne enorme tal ikke siger ret meget, så er det faktisk de bedste tal, feriecentret har præsteret nogensinde i de 68 år, feriecentret har eksisteret. Sådanne tal og er naturligvis noget, som direktøren er meget tilfreds med.
- I de seneste år har vi arbejdet på at forbedre servicen yderligere. Vi er selvfølgelig meget tilfredse med, at regnskabet viser, at vores gæster værdsætter vores indsats, siger Niels Bro, direktør ved Skallerup Seaside Resort.
Skallerup tilbyder mere end 100 udendørs og indendørs aktiviteter fra vandland til ridecenter og wellness-afdeling, skriver de i en pressemeddelelse. Og det er noget, som gæsterne kan lide, for tilfredsheden er helt i top fortæller direktøren.
- Vi har en kundetilfredshed på 98 procent, og vores indsats for at levere høj kvalitet har også betydet, at mange gæster vender tilbage. I løbet af de sidste fem år er antallet af gæster, der vælger at komme tilbage, steget fra 60 til 68 procent, siger Niels Bro.
Her i starten af 2017 modtog Skallerup Seaside Resort for tredje år i træk en Travellers Choice-pris i kategorien ”Bedste service i Danmark” fra verdens største rejseside TripAdvisor.