Røg i rå mængder ved burnout i Tranum
14 biler dystede fredag aften om at brænde dæk af hurtigst ved den årlige burnout-konkurrence i Tranum i forbindelse med byens sommerfest.
For udenforstående kan det virke en smule mærkeligt - at trykke en speeder i bund, ikke for at komme hurtigt frem, men for - mens man holder helt stille - at få én dæk til at snurre og hvine og afgive en ublu mængde røg, før det eksploderer.
Men i Tranum er det ikke noget, der kan få folk til så meget som at løfte et øjenbryn. Faktisk kan det være meget svært at forestille sig en sommerfest der i byen uden den årlige burnout-konkurrence.
Den fandt sted igen fredag aften, hvor 14 biler var tilmeldt i to kategorier - forhjul og baghjul. For dem begge gjaldt de samme regler: At brænde et dæk af på så kort tid som muligt.
Trods regnen havde 350 tilskuere taget opstilling ved konkurrencen - et pænt antal vejret taget i betragtning, når der plejer at være et sted mellem 500 og 700 tilskuere.
- Jeg ved ikke, om vi gør noget særligt for at tiltrække så mange mennesker. Måske er det bare sammenholdet i byen, der gør det. Men det er dejligt, der kommer så mange, for jeg har alligevel 25 mennesker til at rende rundt og hjælpe, sagde arrangør Kim Brygger.
Han har stået for det siden 2010, og skal han selv forsøge at sætte lidt ord på, hvorfor han genoptog den konkurrence, der egentlig var afgået ved døden i Tranum 1990'erne, er det nok, fordi det er lidt sjovt at brænde dæk af. Sådan på en drengerøvsagtig måde.
Og det ser ud til, at Tranum er enig med ham.