Røveri i Brovst: Mand anholdt efter stor politiindsats
Foto: Jesper Bo Winther / TV2 Nord
Apoteket i Brovst blev torsdag formiddag udsat for røveri. Gerningsmanden blev anholdt halvanden time senere.
Torsdag formiddag blev apoteket i Brovst udsat for røveri, da en mand indfandt sig på apoteket og truede personalet med en kniv for at få udleveret medicin. Manden stak efterfølgende af fra apoteket, og personalet fik kontaktet politiet.
Politiet modtog anmeldelsen klokken 9.30, og herefter blev flere politibiler sendt med fuld udrykning til Brovst for at lokalisere gerningsmanden.
Der er tale om godt politiarbejde og god hjælp fra vidner. Det er altid godt, når der er borgere, der kan hjælpe.
Henrik Nielsen, Nordjyllands Politi
- Vi har sat det disponible personale ind, og flere køretøjer har været i gang i opklaringen af arbejdet, siger Henrik Nielsen, der er vagtchef ved Nordjyllands Politi.
Vagtchef Henrik Nielsen kan også fortælle, at ingen er kommet til skade ved røveriet:
- Det er selvfølgelig en voldsom oplevelse for personalet, men ingen har lidt fysisk overlast, siger han.
Et vidne kunne genkende gerningsmanden ved røveriet, og derfor havde politiet et navn at gå efter. Betjentene fik forhørt sig i området og fandt hurtigt ud af, at manden befandt sig i Tranum. Klokken 10.53 kunne politiet anholde gerningsmanden i Tranum. Mindre end halvanden time efter anmeldelsen.
- Der er tale om godt politiarbejde og god hjælp fra vidner. Det er altid godt, når der er borgere, der kan hjælpe, siger Henrik Nielsen.
Apoteket i Brovst er lukket for i dag, og der henvises i stedet til apotekerne i Aabybro og Fjerritslev.